Vilde tal: Så få fly er der i danske lufthavne

I alle danske lufthavne er der sket et kraftigt fald i antallet af flyankomster og -afgange

Der er en del mindre aktivitet i de danske lufthavne end normalt. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Der er en del mindre aktivitet i de danske lufthavne end normalt. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

På en forårsdag som i dag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, kan man normalt se flere fly i luften over Københavns Lufthavn på samme tid.

I 2019 registrerede Nordens største lufthavn 263.411 flyankomster og -afgange, hvilket svarer til et gennemsnit på 722 om dagen - eller at et fly lander eller går i luften fra Københavns Lufthavn hvert andet minut.

Så tæt kommer flytrafikken ikke til at være i dag, viser en hurtig optælling på CPH’s hjemmeside. Her er der kun planlagt 21 afgange og 24 ankomster. Resten er aflyst.

Flyvningerne foregår primært mellem danske lufthavne samt til europæiske destinationer som Amsterdam, Frankfurt, London, Paris og Stockholm. Derudover er der også nogle få langdistanceruter, blandt andet til Bangkok og Doha.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) opfordrer alle danskere til at rejse hjem fra de lande, hvor der stadig er kommercielle flyafgange. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Samfund - 18. mar. 2020 - kl. 12:05 Danmark sender fly til Marokko for at hente strandede danskere

Kan tælles på én hånd
Endnu værre står det til i landets andre lufthavne.

I Billund Lufthavn, som er landets næststørste, vil der fredag blot blive afviklet fem afgange og fire ankomster.

Helt tom er den jyske lufthavn dog ikke. Den har stadig en vigtig opgave at løse med at tage imod de 42 cargofly, som hver dag forsyner Danmark med varer fra udlandet.

- UPS, Fedex/TNT, DHL samt Turkish Airlines flyver tilsammen over 400 tons varer ind og ud af lufthavnen om ugen, skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, at lufthavnen i sidste uge sendte 498 ud af 1100 ansatte hjem.

Flyver kun til København
Danmarks tredjestørste lufthavn er Aalborg Lufthavn, hvor der fredag er en enkelt afgang og to ankomster.

I Aarhus og på Bornholm er de lokale lufthavne i øjeblikket kun forbundet til København.

Peer H. Kristensen, der er adm. direktør i Aarhus Airport, glæder sig over, at det stadig er muligt at flyve læger og sygeplejersker rundt mellem landets to største byer.

- Det sikrer en hurtig og effektiv transport for de sundhedsfaglige kompetencer, som i denne udfordrende tid hurtigt skal kunne rykke fra Jylland til Sjælland, siger han i en pressemeddelelse.

7 kommentarer
Vis kommentarer