4 stjerner til 'Arvingerne': Stadig interessant

Der er stadig ingen tegn på, at serien er ved at tabe pusten

Emil og Frederik fik luft for frustrationerne i femte afsnit af 'Arvingerne'. Foto: Per Arnesen
Emil og Frederik fik luft for frustrationerne i femte afsnit af 'Arvingerne'. Foto: Per Arnesen

'Arvingerne III', afsnit 5. DR1, 27. januar.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Så er vi nået halvvejs gennem sidste sæson af sagaen om genvordighederne på Grønnegaard. Vi har fået serveret en ny stribe hemmeligheder og løgne uden at der hverken er gået rutine eller træthed i afleveringen. Ikke mindst fordi serien er bygget op omkring en stribe karakterer, som bliver ved med at være interessante og i udvikling.

Der var jo egentlig lagt op til, at Frederik og Solveigs datter Hannah skulle være en ny central figur her i fjerde ombæring, men sådan skulle det jo ikke gå. Hun døde som bekendt allerede i andet afsnit, og i stedet er det blevet hendes fravær, som er den narrative motor.

Se også: Arvingerne-stjerne har fået endnu en arving

Solveig - der kun var med i et enkelt glimt i aftenens afsnit - har tilsyneladende slået sig på flasken, mens Frederik forsøger at dulme sin dårlige samvittighed over ikke at have været der for Hannah på andre uhensigtsmæssige måder. Men måske der kommer noget positivt ud at den noget overraskende alliance mellem ham og de unge kunstnere, som der blev lagt op til hen mod slutningen.

Gro virker også til at være i et eksistentielt og arbejdsmæssigt vadested efter Hannahs bortgang, og man fornemmer en kommende konflikt mellem hende og Emil omkring Melodys opvækst, som han jo indtil videre har stået for og fundet en slags mening med livet omkring.

Se også: Endnu et fremragende kapitel i 'Arvingerne III'

Hans karakter står lidt underligt flagrende ude på sidelinjen i denne sæson - på trods af, at han er med i mange scener - og det virker lidt som om, at manuskriptforfatterne ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med ham. Eller også har de bare en overraskelse oppe i ærmet i de kommende afsnit. Man må i hvert fald gå ud fra, at broderopgøret i svinestien bliver afsæt til et eller andet de næste søndage...

Man aner også en spirende konflikt mellem Signe og øko-fundamentalisten Karin, der tilsyneladende opfatter deres forhold som handlende om mere og andet end opdræt af smågrise.

Summa summarum: Vi hænger stadig på. Med spænding og glæde.

Konceptuerende instruktør: Heidi Maria Faisst. Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Medv.: Trine Dyrholm, Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard, Marie Bach Hansen m.fl.

Se også: Tamt mellemspil i 'Arvingerne III'

46 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere