Anmeldelse: Mens vi venter på Prinsgemalen

Gennemmusikalsk og afsindig morsom forestilling om livet som en ventesal

'Butique Requiem' er hverken musical eller teaterkoncert, men en ligeværdig blanding af litteratur, musik og teater. (Foto: PR-Foto)
'Butique Requiem' er hverken musical eller teaterkoncert, men en ligeværdig blanding af litteratur, musik og teater. (Foto: PR-Foto)

 
Butique Requiem, Københavns Musikteater. Spiller frem til 14. mats

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Vi venter alle på noget. Men vi ved ikke altid (hvis nogensinde), hvad det. Måske er det kærligheden. Måske er det lønsedlen eller lottogevinsten. Måske er det turen til de varme lande. Måske er det Godot. Måske er det Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen. Det sidste er i hvert fald tilfældet i genbrugsbutikken 'Butique Requim', hvor man venter franskmandens fine besøg til den store åbningasaften.

Men man venter, må man 'jo strække den lidt i ørene' med at fortælle historier og spille sange for både hinanden og ikke mindst det indbudte publikum (os).  Og det er så stærkt underholdende, bidende vittigt og eksistentielt skarpsindig gjort, at vi ret hurtig glemmer alt om den fornemme (ikke)gæst.

Se også: Teaterkoncert: Ud at skide med The Rolling Stones

Forestillingen ligger ikke overraskende i direkte forlængelse af 'Villa Requiem', der blev opført i samme lokaler af samme hold i 2009, som både hvad monolger og sangtekster angår byggede mere eller mindre direkte på et udvalg de 537 indre monologer, der udgør Peer Hultbergs monumentale romanklassiker ' Requiem' fra 1985.

En række filterløse enetaler eller mentale statusbeskeder, som man måske ville kalde dem i dag, der stort set alle kredser om ensomhed, skam eller skyld (både ens egen og de andres). Fremført af en mildest talt afdanket stewardesse, der drømmer om at blive holdt som sexslave i Neapel (dog kun for en uge), en svensk hjemløs med Jesuskomplekser, manden der drømmer sig tilbage til den pige han lånte  en bog (Stravinskys 'Musikalske poetik') af for 31 år siden, ham der er overbevist om at kalorier er fjendtligsindede organismer, en der plæderer for kort proces mod alle forbrydere, manden der mener, at det faktum, at konen altid glemmer at købe mælk, kun kan være et tegn på, at hun ikke elsker ham. Og så videre...

Se også: Berusende og bevægende bytur

Stykket får selvfølgelig meget foræret af Hultbergs stadig både subtile og knivskarpe prosa, men formår i den grad at sætte den eksemplarisk i scene. Rummet er omdannet til en stor genbrugsbutik - som også har 'almindeligt' åbent i dagtimerne - hvor publikum er placeret rundt omkring i gamle sofaer og lænestole, og de fire skuespillere og tre musikere (selv om grænserne er ret flydende) formår på yderst vital facon at få de oprindeligt uafhængige monologer til at smelte sammen til et organiske hele, uden at give køb på det unikke ved hvert enkelt stemme.  Det er faktisk et virkelig overbevisende stilgreb.

 

Ind i mellem bliver de tilmed til en række fine sange (eller rettere sagt skæve viser) af Kenneth Thordal og hans og veteranerne Bent Clausen og Bebe Risenfors' (der begge har spillet sammen med Tom Waits, hvilket kan høres) musikalske univers, der indhyller store dele af 'Butique Requiem' er bestemt ikke den mindste attraktion.

Menneskelig dårskab, den kroniske udsathed og livets blændværk -på godt og ondt, dog mest det sidste - elegant fanget i en skønt slingrende blanding af litteratur, teater og musik. Det er ganske enkelt skide sjovt samtidig med at det maner til eftertanke og ind i mellem får man lige frem lyst til at rejse sig op og danse utilstedeligt med.  Det er altså ikke hverdag man oplever den kombination i et så perfekt afmålt blandingsforhold.

Instr.: Anders Lundorph. Scenografi. Signe Krogh.  Musik: Kenneth Thordal, Bent Clausen og Bebe Risenfors. Medv.: Lotte Andersen, Benjamin Boe Rasmussen og Allan Klie.

Se også: Larsen maltrakteret

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!