Anmeldelse: Nærmest ligeglad

Enhver lighed med virkeligheden er tilsyneladende utilsigtet i ’1864’

I aftes måtte vi tage afsked med Laust (Jakob Oftebro). Det gjorde nu ikke så meget. Foto: Per Arnesen.
I aftes måtte vi tage afsked med Laust (Jakob Oftebro). Det gjorde nu ikke så meget. Foto: Per Arnesen.

 
'1864'. Afsnit syv. Instr.: Ole Bornedal

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Alting dør’ lyder det indledningsvist med vanlig patos i syvende afsnit af ’1864’. Det kommer næppe bag på nogen. Ej heller, at selv sejtrækkeren ’1864’ lakker mod enden, hvilket vi nok er en del, der vil græde tørre tårer over. For det har godt nok været en lang dags rejse mod nat.

Når det så er sagt, hører det også med til billedet, at aftenens afsnit var det hidtil mindst ringe i ’1864’. Hvilket selvfølgelig ikke siger så meget, men alligevel. Det skyldes hovedsageligt, at det meste af tiden gik med tyskernes endelig stormløb mod de undertallige og demoraliserede danske tropper, så de teatralske tordenbrag overdøvede den pauvre persontegning og replikkerne, der hele vejen igennem har været serveret som stive kraveflipper.

Se også: '1864' stopper styrtblødning

Det var også spøjst at se, hvordan soldaterne faldt med samme overdrevne slow-motion bevægelser som i cowboyfilmene fra min barndoms fire-forestillinger. Hvilket muligvis var endnu en måde, hvorpå Bornedal fik understreget, at enhver lighed med virkeligheden er utilsigtet.

Den lange kamp bevirkede også, at der ikke blev levnet megen spilletid til nutidssporet – hvilket bestemt ikke gjorde noget. Selv om det dog kan undre (i den grad, man stadig er i stand til at undre sig over noget i ’1864’), at man overhovedet ikke fulgte op på den familiære sammenhæng mellem fortid og nutid, som blev introduceret i forrige afsnit. Måske fordi man godt selv er klar over, at det er en blind vej?

Se også: Anmeldelse: '1864' - nu som fantasy

Til gengæld kunne Bornedal ikke modstå fristelsen til at krydsklippe mellem kamphandlingerne og Inges fødsel (sådan noget med liv og død og alt det der) eller lade Johan på magisk vis forudse et angreb. Heller ikke til at lade lærkerne synge over slagmarken (mon ikke de for længst var fløjet i sikkerhed et par kilometer væk?) – dertil var symbolværdien alligevel for stor

Man var også lige nødt til at lade tyskerne stille spørgsmålet: ’Er det en krig eller en massakre?’ Bare hvis, der nu skulle være nogen, der her efter syv timers terperi stadig ikke har fattet budskabet. De får da også svaret (igen) lidt senere: ’Denne krig er vanvittig’. Det er da public service.

Se også: Efter trylleri og magi: '1864' til spot og spe

Bornedals manglende evne til at skabe levende karakterer bliver tydelig, da han slår Laust ihjel (endda uden at lade Johan genoplive ham). Normalt når hovedpersonerne i en serie dør, gør det et vis emotionel effekt (tænk for eksempel på ’Game of Thrones’). Her er man jo nærmest ligeglad.

Men det opsummerer måske meget godt det samlede indtryk. Mange af Bornedals proselytter har hævdet, at man først kan tillade sig at mene noget om ’1864’, når man har set den til ende. Der skal godt nok ske mirakler næste søndag for at vinde det slag.

Medv.: Søren Malling, Nicolas Bro, Marie Tourell Søderberg, Pilou Asbæk m.fl. DR1, 23. november

Se også: Lasse Spang Olsen: '1864' er skruebrækkeri

 

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen