Fem stjerner til Triers sexfilm: Stærk og grænseoverskridende

Den står på både porno og parallelparkering i Triers kolossale ’Nymph()maniac’

'Nymp()maniac 1 & 2'. Instr.: Lars von Trier Medv.: Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Shia LaBeouf, Connie Nielsen m. fl. 240 min. Premiere 25. december landet over.

Markedsføringen – målt på foromtale – har mildest talt været en succes i forbindelse med lanceringen af Tries mammutepos’ Nymph()maniac’. Men måske for lige at tage toppen af forventningerne, bliver tilskueren inden filmen går i gang gjort opmærksom på, at den version, der vises i de danske biografer – og falder i to dele på hver cirka to timer – er en forkortet og censureret version, som instruktøren har accepteret, men ikke selv set!

Hvornår vi får Triers egen version på 5,5 timer at se, står endnu hen i det uvisse. Og den aktuelle udgave er i øvrigt forskellig rundt omkring i verden, afhængig af, hvor snerpet censuren er. Trier har med andre ord ikke gjort det nemt for sig selv – eller for tilskueren. Fire timer er trods alt en mundfuld.

Men det føles egentlig ikke sådan. Jeg har set mange andre film på den halve spilletid, der virkede betydeligt længere.

Se også: Umuligt at onanere til Nymphomaniac

Belæst eneboer

’Nymph()maniac’ er historien om den selverklærede nymfoman – eller sex-afhængig, som vi får at vide, at det hedder på moderne terapi-sprog – Joe (Charlotte Gainsburg). Vi møder hende første gang forslået i en baggård, hvor hun samles op af den belæste eneboer Seligman (Stellan Skarsgård), og fortæller sin livshistorie til ham i hans forfaldne lejlighed.

Fra den første spontane orgasme, der kommer som en decideret åbenbaring under en skoleudflugt som 12-årig, over konkurrencerne med teenageveninden om hvem, der kan nedlægge flest mænd til ægteskabet og voksenlivets stedse mere og mere desperate søgen efter tilfredsstillelse.

Undervejs mister Joe nemlig følelsen i sin kusse, hvilket jo unægtelig gør det hele lidt besværligt. Og hvis man skal finde et ankepunkt her, så er det, at det aldrig rigtig lykkes Trier (eller måske primært debutanten Stacy Martin) at overbevise os om den lystbetonede side af sagen. Til gengæld har både han og en fremragende Charlotte Gainsbourg rigtig godt styr på at formidle seksualiteten som en besættelse eller nærmest en forbandelse, der i sidste ende kun fører til sjælens ubodelige ensomhed. Men det kan der selvfølgelig også være en pointe i.

Se også: Trier viste mig en kasse gummi-peniser

Sanselighed og død

Det starter med lyst, nysgerrighed og sanselighed og ender i jalousi, vold, isolation og død. Og ikke mindst skyldfølelse. Hvor vidt den så kommer indefra eller er påtvunget udefra af snærende normer, er så et af de mange åbne spørgsmål her.

For en ting er sikkert. Man skal ikke gå ind og se ’Nymph()maniac’ for at blive opstemt. Hverken seksuelt eller mentalt. Med mindre man tænder på fornedrelse og smerte, selvfølgelig. For godt nok er der mange eksplicitte sexscener – i stort set alle variationer over emnet – men langt de fleste af dem har ikke lystfulde konnotationer.

Og det er faktisk ikke dem, man for alvor vil huske ’Nymh()maniac’ for. Det vil man snarere for alle sidehistorierne om fluefiskeri, Fibbonaci-tal, parallelparkering, forskellen på Øst- og Vestkirken, Thomas Mann, diverse træarter, Edgar Allen Poe osv. osv. Samt de mange (moral)filosofiske diskussioner undervejs. Plus Triers vanlige leg med os og vores forventninger. Og henvisninger til eget værk.

Plus nogle emotionelt meget stærke scener med Uma Thurman som forsmået hustru og Christian Slater som døende far i eget lort. Der kan Trier noget med at komme helt grænseoverskridende tæt på, for det næste øjeblik at holde det hele ude i strakt arm, nærmest som var det et pædagogisk lærestykke.

Se også: Børn i chok: Fik vist 'Nymphomaniac' ved en fejl

Fascinerende og foruroligende

Trier laver stadig film, der ikke ligner nogen eller noget andet, og er ubetinget en af de mest originale og egensindige nulevende filmskabere i verden. Fascinerende, foruroligende, krukket, kontrær. Og med en vigtig evne til at samle nogle af de dygtigste mennesker omkring sig – skuespillere, fotografi, lyd, scenografi etc. Og formår derfor som få andre, at skabe filmkunst med lige dele tryk på film og kunst.

Ikke altid lige til at blive klog på. Men altid til at blive lidt klogere af. Og jeg glæder mig allerede til at se den lange version.

Se også: Stacy: Det mest udfordrende var et blowjob

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer