I krig og kærlighed

Historien, billederne og skuespillet er alt sammen godt i 'Soning'. Til gengæld kniber det med det tekniske, mener Ekstra Bladets anmelder

Keira Knightley og James McAvoy i 'Soning', hvor selv kærligheden kæmper forgæves mod jalousi og fordomme. (Foto: Alex Bailey)
Keira Knightley og James McAvoy i 'Soning', hvor selv kærligheden kæmper forgæves mod jalousi og fordomme. (Foto: Alex Bailey)

'Soning'. Instr.: Joe Wright. Medv.: Keira Knightley, James McAvoy, Saoirse Ronan, Vanessa Redgrave, m.fl. 124 min.

Ligesom i Ian McEwans roman, der danner forlæg for 'Soning', møder vi Briony Tallis i tre faser af hendes liv.

Som 13-årig i 1935 på familiegodset (Saoirse Ronan), som 18-årig sygeplejerskeelev (Romola Garai) under Anden Verdenskrig og som aldrende, døende forfatterinde (Vanessa Redgrave) under et tv-interview. Og det er gennem hendes optik, vi oplever kærlighedshistorien mellem overklassepigen Cecilia (Keira Knightley) og husholderskens søn Robbie (James McAvoy).

Lidt firkantet kan man også sige, at 'Soning' rummer tre hovedtemaer: kærlighed på tværs af klasseskel, forbrydelse og straf (deraf titlen) samt et metaplan, som det vil være synd at afsløre her.

Så langt så godt, og 'Soning' er på mange måder en yderst vellykket filmatisering af en ikke særlig 'filmisk' roman. Historien er god, billederne udsøgte og skuespillet på vanligt højt, britisk niveau. Men det virker også, som om instruktøren, Joe Wright, undervejs har mistet overblikket eller i hvert fald ladet sig forføre af egne tekniske evner.

Det kommer især til udtryk i en 14 minutter lang scene – lavet i et skud – fra de britiske troppers tilbagetrækning til Dunkirk. Som, indrømmet, er blændede flot lavet, men den har bare ikke rigtig nogen funktion i historien. I det hele taget virker hele 'krigssporet', som noget af en fortællemæssig blindtarm.

Lidt synd, for der gemmer sig helt sikkert en rigtig god film i dette stof i stedet for den blot udmærkede, som foreligger i nuværende redigering.

0 kommentarer
Vis kommentarer