'Dicte' er langt fra toppen

Anden sæson af TV2's krimiserie kom noget klodset fra start

Selv glimrende skuespillere (her Lars Ranthe og Iben Hjejle) må bøje sig for et sjusket manuskript. (Foto: Per Arnesen/TV2)
Selv glimrende skuespillere (her Lars Ranthe og Iben Hjejle) må bøje sig for et sjusket manuskript. (Foto: Per Arnesen/TV2)

 
Dicte. Afsnit 11. Konceptuerende instruktør: Kasper Barfoed. Medv.: Iben Hjejle, Lars Brygmann, Lærke Winther, Lars Ranthe m.fl. TV2, 24. september

’Dicte’, baseret på universet fra Elsebeth Egholms populære krimibøger, var et af TV2’s mere vellykkede forsøg på hale ind på konkurrenten DR’s position som leverandør af tv-serier, der kan samle nationen foran skærmene – hvilket dog siger mere om kvalitetsniveauet på TV2’s øvrige serier end om ’Dicte’ selv.

Hovedforfatterne Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén bygger her i anden sæson selvstændigt videre på Egholms figurer og rollen som konceptuerende instruktør er denne gang lagt i hænderne på Kasper Barfoed, som tidligere har bl.a. har lavet børnefilmen ’Min søsters børn i Ægypten’ og den ikke helt overbevisende thriller ’Kandidaten’.

Se også: 'Badehotellet' er historisk ringe

Dicte (Iben Hjejle) er stadig ansat på den aarhusianske avis Dagbladet, hvor hun som krimireporter kører et usædvanligt parløb med efterforskeren og knudemanden Wagner (Lars Brygmann) samtidig med at hun prøver at få baglandet til at fungere med kæresten og kollegaen Bo (Dar Salim) samt den snart voksne datter Rose (Emilie Kruse). Og hvordan skal hun egentlig forholde sig til, at slyngveninden Anne (Lærke Winther) nu venter barn med hendes eksmand Torsten (Lars Ranthe)?

For slet ikke at tale om, hvorledes hun skal tackle sin egen fortid i sekten Jehovas Vidner, der igen haler ind på hende. ’Dicte’ prøver i det hele taget som alle gode krimiserier at balancere mellem det personlige/psykologiske og det plotmæssige spændingsplan. Og det er især med henhold til det sidste, at det halter gevaldigt.

Se også: Nu tør Hjejle tænke: Det skider jeg på

Hver historie i ' Dicte' er lige som sidst bygget op over to afsnit, hvilket ud over at tvinge seerne til at følge med hver gang, har den fordel, at man ideelt set kan komme lidt dybere ned i fortællingen, end hvis den skal afvikles over en enkelt time, samtidig med at man ikke behøver træde endeløst vande, fordi spændingen partout skal strækkes over hele ti afsnit, som vi så det i eksempelvis 'Forbrydelsen'.

Men vi skal desværre kæmpe med klodsede ’tilfældigheder’, som når eksempelvis Dictes far køres ned og havner i koma nærmest sekundet efter, at han har taget kontakt til hende for første gang i tyve år. Det kunne selvfølgelig i teorien godt ske, men ligner mest af alt slattent manuskriptarbejde. Det samme gør Steen Springborgs fæle kapitalistsvin (og alfons tilmed), der mest ligner en karikeret levn fra halvfjerdsernes folkekomedier.

Se også: Iben Hjejle: Fik læst Hobbitten i mors mave

Selve krimihistorien, der involverer både bloddiamanter og afrikansk voodoo, virker desuden underlig jappet igennem (også selv om man som undertegnede har set fortsættelsen) og ganske firkantet skruet sammen.

Vi er med andre ord stadige et par klasser under eksempelvis DR’s ’Broen’ for slet ikke at tale om de mange udenlandske kvalitetsserier, der blot ligget et museklik væk på Netflix eller HBO.

Det er som sådan ikke specielt dårligt. Det er bare heller ikke specielt godt. Og så er det da påfaldende, at stort set alle snakker københavnsk, når man nu gør så meget ud af at bruge Aarhus som kulisse. En detalje måske, men det er som regel summen af dem, der udgør hele forskellen.

Se også: 'Broen II' holdt hele vejen

0 kommentarer
Vis kommentarer