Anmeldelse: '1864' ligner Gøngehøvdingen 2

Det bliver bare værre og værre i DR's kæmpesatsning

Det er ikke just subtile virkemidler, der fylder mest i ’1864’. Her hopper Sidse Babett Knudsen rundt på Nicolas Bro. Hvorfor, står hen i det uvisse. Foto: DR/Per Arnesen.
Det er ikke just subtile virkemidler, der fylder mest i ’1864’. Her hopper Sidse Babett Knudsen rundt på Nicolas Bro. Hvorfor, står hen i det uvisse. Foto: DR/Per Arnesen.

 
'1864'. Afsnit 2. Instr. Ole Bornedal. DR1, 19. oktober.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ole Bornedal har allerede modtaget en del knubs for kæmpesatsningen ’1864’. De har dog mest været af ideologisk art eller er gået på beskyldninger om nepotisme fordi han har hyret sin egen kone og børn til flere roller.

De færreste har dog hæftet sig ved det egentlige problem: at den ikke er særlig god. Efter første afsnit var det stadig muligt at lade tvivlen komme den anklagede til gode, men efter nu at have tilbragt næsten to timer sammen med Peter, Laust og alle de andre, må man konstatere, at piben skal have en væsentlig anden lyd fremover, hvis den skal snige sig op på bare en middelkarakter.

Se også: Anmeldelse: '1864' kom klodset fra start

Det mest irriterende er i hvor høj grad Bornedal taler ned til seerne og hugger hver eneste pointe ud i granit, så man næsten kan være med selv om skulle være faldet i søvn undervejs, hvilket er en hel reel risiko. Det nærmer sig ind i mellem det ufrivilligt komiske.

Som når vi to gange i løbet af de første ti minutter får at vide, at danskerne i årene op til 1864 betragter sig selv som ’Guds udvalgte folk’, hvilket efter anden gang kommenteres direkte af Claudia i nutidssporet: ’Alle er blevet sindssyge’. Så skulle den vist være feset ind.

Se også: Knald eller fald for Bornedal

Eller når vi ser Bismarck og Moltke lege med tinsoldater og blæse en dansk fanebærer omkuld, mens de griner hånligt. For slet ikke at tale om, når Zlatko Buric som sigøjnerparodi i en scene fortæller, at alle mennesker er lige gode uanset nationalitet, hvorefter der klippes direkte over til næste scene, hvor hans søn får pisk af nogle Hegel-citerende ungersvende fra overklassen anført af Didrich. Er I med, derude?

Sidstnævnte er nærmest den personificerede ondskab, der ud over pædofile tendenser er både sadistisk og hjerteløs. Og så er han oven i købet med til at kneppe en ko i en scene, der ud over en barnlig provokation var svær at se den dybere mening med.

Ole Bornedal sammen med en af seriens hovedpersoner Didrich spillet af Pilou Asbæk. (Foto: DR / Per Arnesen) Plus Ole Bornedal: Jeg har sommerfugle i maven

Helt åndssvagt bliver det, når fru Heiberg hopper rundt på brystet af Monrad, mens denne råber ’Slesvig tilbage til Danmark’. Nu lader han godt nok selvsamme Heiberg udtale de bevingede ord (eller noget): ’Kunstnere de må holde galskaben i hånden. Uden galskab ingen passion’. Men det må alligevel være en grænse.

Nu har Bornedal aldrig været nogen synderlig subtil instruktør, men her taler han jo nærmest med filmiske staveplader. Der skal godt nok nogle imponerende slagscener til i de næste afsnit, hvis katastrofen skal afværges.

Se også: Anmeldelse: 'Bankerot' er bedre end '1864'

 

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen