'Arvingerne' anmeldelse: Bål og brand

Trods et par dramatiske drejninger i søndagens afsnit har man på fornemmelsen, at ilden først lige har fået fat.

Nu var det så Signes tur til at blive offer for Thomas’ uansvarlighed. (Foto: Per Arnesen)
Nu var det så Signes tur til at blive offer for Thomas’ uansvarlighed. (Foto: Per Arnesen)

 
Arvingerne, sæson 2, afsnit 4, DR. 25. januar

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Jeg troede, at I var holdt op med at lyve’, siger Frederik og Solveigs teenagedatter både naivt og forhåbningsfuldt i endnu et højdramatisk afsnit af ’Arvingerne’. Men den brogede søskendeflok har jo aldrig kendt til andet end fortielser, bagholdsangreb og usandheder, så hvorfor skulle det pludselig ændre sig?

Men situationen har nok aldrig været så tilspidset som nu, hvor de fire søskende ikke bare skubber hinanden fra sig, men stort set også alle andre omkring sig. Selv Gro må nok snart erkende, at den ellers altid så forstående og ligevægtige Robert også har en grænse - og den er vist lige ved at være nået.

Det er meget sårbart for hovedforfatter Maya Ilsøe, når 'Arvingerne' hver søndag bliver vist på DR1. (Foto: Jonas Olufson) Kendte Arvingernes mor: Det er jo bare en rullepølse

Det er Signes forståeligt nok. Selv overfor den charmerende og joviale Thomas, der efterhånden ikke længere kan skjule, at han grundlæggende er en uansvarlig og selvoptaget charlatan med en alenlang historie for omsorgssvigt. Hippie-retorikken klinger stadig mere og mere hult og han er et klokkeklart eksempel på, at vejen til helvede ofte er brolagt med gode intentioner.

Her til aften fik han ikke bare knust Signes drøm, men udviser også en sær ligegyldighed overfor det seneste skud på stammen – Melody – der som bekendt er blevet indfanget af småborgerligheden repræsenteret via Isas far. Det virker dog ikke, som om at alvoren i nogen af situationerne er gået op for ham.’Hun bliver god igen’ lyder det evindelige mantra. Og det har selvfølgelig også været tilfældet indtil videre.

Se også: Anmeldelse: Skuespillets kunst

For Thomas er jo et af de der irriterende røvhuller, som det er meget svært at være sur på i længere tid ad gangen, uanset hvor meget de pisser én af. Du har garanteret også mødt et af dem på din vej. En dobbelthed som bliver fremragende indfanget i endnu en pragtpræstation fra Jesper Christensen, der tydeligvis nyder at fremstille den kronisk omtågede levemand, der har gjort laissez-faire til både mål og metode i sit liv.

Trods bål og brand – samt slåen på tæven, et ægteskabeligt brud og igangsættelse af endnu et kunstfalskneri – var aftenens afsnit ikke helt på niveau ikke med det fra forrige uge. Men det er der så heller ikke megen tv-dramatik der er. Og ind i mellem skal der jo også afsættes tid til at støbe de kugler, man så kan fyre af de kommende uger. Jeg glæder mig allerede.

Medv.: Jesper Christensen, Trine Dyrholm, Marie Bach Hansen, Carsten Bjørnlund m.fl

Se også: Anmeldere: Arvingerne bliver båret af fornemt skuespil

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere