'Arvingerne'-anmeldelse: Rigtige mennesker

Uanset hvad der sker fremadrettet, har ’Arvingerne’ skabt et persongalleri, vi ikke glemmer de næste mange år

Søskendeflokken i 'Arvingerne'  forsøger i den foreløbige finale at begrave fortidens synder. (Foto: Per Arnesen)
Søskendeflokken i 'Arvingerne' forsøger i den foreløbige finale at begrave fortidens synder. (Foto: Per Arnesen)

 
'Arvingeren', Sæson to, afsnit syv. DR1, 15. februar

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Så nåede vi til vejs ende. Eller gjorde vi? Sæson to af ’Arvingerne’ sluttede meget symbolsk med at flokken af de fem (halv)søskende fra Grønnegaard og omegn begravede sporene fra deres synder dybt i den sydfynske muld.

Og spørgsmålet er så, om de får lov til at blive liggende der. For man havde denne gang valgt at lukke og slukke sæsonen med en finale, der trods en del løse tråde godt kan stå som et endeligt punktum for de familiære fortrædeligheder. Der var i hvert fald ikke tale om en decideret cliffhanger, som vi så det med Emils fængsling i første sæson.

Se også: Anmeldelse: Samspillets kunst

I skrivende stund har man endnu ikke meldt noget ud. Men lur mig, om vi ikke får endnu en ombæring. Ingen af de implicerede både foran og bagved kameraet har mig bekendt takket nej, og hvorfor skulle DR dog frivilligt give afkald på en både kunstnerisk og publikumsmæssig succes? Nok er mediemastodontens veje ind i mellem uransagelige, men at kappe kablet her ville være intet mindre end torskedumt.

Ikke fordi man nødvendigvis skal blive ved med at gentage en succes – der er adskillige eksempler på gode tv-serier, der har fået lov til at køre sig selv i sænk (med anden sæson af ’Twin Peaks’ som det nok grelleste eksempel) – men simpelthen fordi at man føler, at der stadig er masser af gods gemt i universet og ikke mindst karaktererne.

Se også: Arvingerne ryddede bordet ved Robert-fest

For det er især sidstnævnte, der har båret ’Arvingerne’ igennem. Også når handlingsforløbet ind i mellem har virket lovligt forceret, har man gerne slugt både halve og hele kameler undervejs, da de personer, der skulle bære det hele igennem har fremstået både troværdig og helstøbte.

For nok har Trine Dyrholms Gro måske udadtil brilleret med det mest sublime spil, men vi snakker altså marginaler her, hvor alle til hobe – selv ud i de mindste biroller – har leveret en enestående holdindsats og nærmest båret hinanden frem. Der er som bekendt ikke noget, der er så motiverende og stimulerende for ens egen indsats end at arbejde sammen med dygtige og dedikerede mennesker.

Og vi må da ikke håbe, at Jesper Christensens Thomas får en mindre rolle eller bliver skrevet ud af en eventuel sæson tre efter sit lammende biluheld, for serien vil ikke være den samme uden den stenede patriark.

Hovedpersonerne i 'Arvingerne' er spillet af Marie Bach Hansen, Trine Dyrholm, Carsten Bjørnlund og Mikkel Boe Følsgaard. (Foto: DR/Per Arnesen) Kendte Arvingernes mor: Sådan er de fire søskende

’I vores familie der passer man på hinanden’ blev der sagt, men det har vist sig at være en sandhed med endog meget store modifikationer. Og dog, for når lokummet virkelig brændte (som vi så her, da Gros kunstfusk som forventet blev opdaget), så vælger man alligevel at stå skulder mod skulder mod resten af verden. Hvilket måske ikke altid er den klogeste beslutning. Men så afgjort den mest sympatiske.

Uanset hvad der sker fremadrettet, har hovedforfatter Maya Ilsøe og resten af teamet med ’Arvingerne’ skabt en milepæl i dansk tv-fiktion, som især hvad personkarakteristik angår, bliver den målestok, man er nødt til at bruge fremover. Det kan der kun komme noget (mere) godt ud af.

Instr.: Heidi Maria Faisst. Medv.: Trine Dyrholm, Jesper Christensen, Carsten Bjørnlund, Marie Bach Hansen m.fl.

Var det en tilfredsstillende afslutning? Skriv din kommentar nedenfor...

Se også: Anmeldelse: Alt går fra hinanden, babe

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere