Danskere er dumme i flok

Danskerne står ikke sammen mod corona, de står sammen i kø i supermarkedet. Vi anmelder danskernes hamstring.

Danskernes hamstring: Seks typiske stjerner

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det mest typiske ved danskheden er, at den er så typisk, skrev digteren Henrik Nordbrandt.

Det er typisk dansk, at det er sjovt at besøge Netto i så alvorlig en tid. I en hamstringstid, som vi alle kunne forudse, fordi det er så typisk, at vi rager til os, selv om vi egentlig ikke mangler noget. Især fordi at statsministeren har sagt, vi ikke må. Det skal hun da ikke bestemme. Hvad ved hun om, hvad vi har behov for?

Og hvad ved sådan en typisk dansker som mig egentlig om dét? Hvem tror jeg, at jeg er? Typisk sådan at gøre mig selv til dommer over for alle de typiske danskere.

Danskere er dumme i flok. Vi bliver til aber. Typisk ser man aggressive aber gå til Superliga-fodbold eller utålmodige aber holde i kø på indfaldsveje, nu ser man desperate aber hamstre i Netto. De lader typisk som om, de har en stor familie, hvis man spørger, om man skal hente dem en indkøbsvogn mere, nu hvor den første er fyldt til randen?

Det er egentlig ikke noget at spøge med, men vi griner typisk ad dem, der hamstrer. Ja, selv dem, der hamstrer, griner typisk ad de andre, der hamstrer. Sådan er det i min Netto i det velhavende Hornbæk. De holder længere åbent, så vi kan hamstre mere. Vi står sammen, så tæt sammen at Netto udgør en risiko. Vi er flere end hundrede i kø. Det er så dumt, at vi må le. Typisk dansk!  

På Facebook harcelerer den ene type over den anden type. Det er der mange ’likes’ i.

En langhåret debatredaktør på den intellektuelle Weekendavisen agerer nu som en ekspert i corona. Han forklarer os dumme danskere, hvilke forholdsregler vi skal tage. Han ved det, han har læst op på virussen, han forudser tusindvis af dødsfald. Den slags selvudråbte ekspert-typer finder jeg typisk idiotiske, men det er også meget typisk mig, for jeg tilhører jo typen, der sætter en ære i ikke at hamstre og bare synes, vi skal lytte til de relevante myndigheder, hvilket gør mig til en typisk bedrevidende kværulant. Typisk dansk!

Det er så typisk, at vi deler os i to. Dem der tror, de er de kloge, og dem der ikke kan se, at de er de dumme. Der er dem, der ikke hamstrer, og dem der hamstrer. De sidste kan vise sig at være de kloge, hvis nu fødevareproduktionen går i stå og supermarkeder må lukke, altså hvis vi alle bliver tvunget i knæ af corona.

Jeg tror, ham den langhårede fra Weekendavisen er klog nok til at hamstre, selv om han godt ved, det er dumt. Han gør det uden at fortælle nogen om det. Det ville være så typisk dansk.

Jeg kan mærke, at jeg også har lyst til at hamstre, især æg og mælk og bacon og pølser, men min kone er filippiner, og hun lever i nu’et og forholder sig typisk ikke til i morgen. De er så vant til dødbringende katastrofer dernede; tyfoner, jordskælv, tsunamier og ikke mindst den ofte uhelbredelige dengue-feber, som især rammer børn.

Coronaen har det ikke så let i varmen. Vi overvejer at købe flybilletter til Manila, de er vanvittigt billige. Jeg tænker faktisk ikke kun på mig selv her, jeg tænker på ikke at stå i vejen. Det er også typisk dansk!   

Så er der dem, der typisk skriver noget sjovt om, at man ikke får tyndskid af corona, så hvorfor købe så meget toiletpapir? Og de typisk bagkloge, der nu kan se, at Sundhedsstyrelsen undervurderede risikoen. Og konspiratorerne, der typisk får noia af, at myndighederne nu uden videre kan få adgang til coronamistænktes hjem. Og så de typiske krejlere, der sælger hånd-desinfektion til en overpris af 120 kroner i deres kiosk, coronabaronerne.

Det er fandme typisk dansk! Det typiske ved danskheden er, at den er så typisk.

125 kommentarer
Vis kommentarer