'Den korte radioavis' i selvfed teaterfuser

'Det skide show', der tager afsæt i satiresuccesen 'Den korte radioavis', lever desværre alt for godt op til sin titel

Frederik Cilius og Rasmus Bruun - alias 'Den korte radioavis' helgarderer sig med livrem og seler i forhold til en eventuel kritik af deres skift til teaterscenen. Foto: Seth Nicolas
Frederik Cilius og Rasmus Bruun - alias 'Den korte radioavis' helgarderer sig med livrem og seler i forhold til en eventuel kritik af deres skift til teaterscenen. Foto: Seth Nicolas

'Det skide show'. Instr.: Karen Lundsby. Manus: Rasmus Bruun og Frederik Cilius. Bremen Teater, Kbh. 1. marts. Spiller i Kbh., Odense og Aarhus til 9. april.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det har længe været sådan, at dansk scenekomik primært handler om de optrædende selv. Eller i det mindste om publikums opfattelse af dem, som der så leges med og spilles på. Det var måske meget sjovt engang, men er efterhånden gået hen og blevet ret trættende. For nu at sige det pænt. For så interessante er de eller deres personaer alligevel sjældent.

Det gælder også radiosuccesen 'Den korte radioavis', der har skabt mediefænomenet Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm alias Frederik Cilius, som iført paryk og verbal skarntydesaft er gået hen og blevet en af landets skarpeste og mest præcise politiske kommentatorer.

Sammen med makkeren Rasmus Bruun har han nu forsøgt at transformere konceptet til en teaterforestilling under den elegante overskrift 'Det skide show', som 'handler' om, hvor svært det er at gøre netop det. Så har man ligesom på forhånd dækket sig ind på alle fronter.

Se også: Mediefænomenet Kirsten Birgit tiljublet

Da selvbevidstheden som bekendt ikke fejler noget, han man valgt at spejle sig i Dirch Passers fejlslagne forsøg på at blive taget alvorligt som seriøs skuespiller i opførelsen af John Steinbecks 'Mus og mænd' i 1961, der trods rollens tragiske karakter resulterede i, at folk sad og grinte nede i salen - for det var jo Dirch, og han var per definition sjov. Fiaskoen endte med, at Passer aldrig begav sig ud i den slags igen.

Historien fortælles over højtalerne inden vi går i gang - så er præmissen vist klar for alle - og så overværer vi ellers Cilius og Bruun opføre en dilettantversion af 'Mus og mænd', hvor Cilius spiller Kirsten Birgit der spiller Passer i rollen som Lenny. Meta med meta med meta på. Som lige får et ekstra tungt lag, fordi man tilmed kommenterer Steinbecks angivelige intentioner med stykket undervejs.

Tim Hinman (til venstre) og Krister Moltzen er mændene bag internetmagasinet Third Ear, der har lavet podcast siden dengang ingen anede, hvad det betød. (Foto: Peter Hove Olesen) Tips og guides 10 podcasts du bør lytte til

Det er lige så anstrengende som det lyder. Der medvirker også et par andre skuespillere end Cilius og Bruun - bl.a. en grådig kvinde (?) i niqab (ha, ha), men dem forbigår vi allernådigst i tavshed her.

Den fattige pointe er selvfølgelig - hvis man skulle være i tvivl - at Cilius/Kirsten Birgit heller ikke kan blive i rollen som retarderet morder, men hellere vil indfri publikums forventninger, og efterhånden sniger flere og flere hentydninger til Christiansborg og omegn ind i stykket. Og så er der heldigvis pause.

Herefter starter man gudhjælpemig forfra (bogstavelig talt), indtil Kirsten Birgit indser det futile i projektet og i stedet giver pokker i det hele, træder i karakter og giver en af sine elskede/frygtede 'nytårstaler'. Det er absolut aftenens højdepunkt, men hvorfor vi skulle igennem så mange fortrædeligheder inden, bliver aldrig klart.

Se også: Danmarks mest uforskammede

Og jo, jer er udmærket klar over, at det er intentionen, at jeg som anmelder skal mene netop dette, fordi det jo bare bekræfter det noget tynde udgangspunkt. Men det er ikke desto mindre sådan landet ligger. Så langt så godt.

Men det bliver værre endnu. For showet afrundes med, at de to herrer Cilius og Bruun skal interviewes af en karikeret (langt hinsides det morsomme) kulturjournalist - selvfølgelig fra Politiken- og hermed 'udleverer' deres indbyrdes magtkamp med Bruun som den forsmåede og Cilius, som den der løber med al opmærksomheden.

Det er så grotesk navlepillende, at det måske kunne have været morsomt. Det er det ikke.

Til gengæld varer 'Det skide show' alt i alt to og en halv time. Inklusive en finale, hvor Cilius spiller fløjte. For på koket vis at demonstrere, at der dog er noget, han ikke kan. Man længes på flere plane efter 'Den korte radioavis'.

Det her er så indforstået og selvfedt, at det nærmer sig absurd teater. Som i absurd dårligt.

PS. For en god ordens skyld hører det med til historien, at jeg nævnes i stykket (går jeg ud fra på trods af tvivl om udtalelse og medie), så for at understrege, at jeg på ingen måder tager det personligt, er der rundet op til to store stjerner.

Medv.: Rasmus Bruun, Frederik Cilius, Alexander Clement, Anna Juul m.fl.   

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen