Dinosaurerne kommer igen: Og det er ret vildt!

Showet 'Walking with Dinosaurs', der på overbevisende facon genskaber de uddøde væsner i fuld størrelse, er både informativt, underholdende og sært fascinerende

T. Rex er som altid stjernen, når det handler om dinosaurer. Det gælder også 'Walking with Dinosaurs', der spiller denne weekend i Royal Arena. Foto: Patrick Murphy
T. Rex er som altid stjernen, når det handler om dinosaurer. Det gælder også 'Walking with Dinosaurs', der spiller denne weekend i Royal Arena. Foto: Patrick Murphy

'Walking with Dinosaurs - The Arena Spectacular'. Royal Arena, Kbh., 10. maj. Spiller også 11. og 12. maj.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se også: Fætteren til T. rex var en mini-dræber på 40 kg

'Walking with Dinosaurs' med den ikke helt misvisende undertitel 'The Arena Spectacular' er et familieshow baseret på BBCs dengang banebrydende tv-serie fra 1999. Det har gæstet landet to gange før - i 2009 og 2012 - og vender nu tilbage i opdateret form med i alt seks shows i løbet af den kommende weekend.

I løbet af to gange 40 minutter fortæller den fiktive palæontolog Huxley (på dansk) os historien om de cirka 170 millioner år, hvor dinosaurerne var de dominerende arter på kloden, indtil svovlgasser og en kolossal meteor satte en stopper for dét for omkring 65 millioner år siden. Med andre ord noget af en mundfuld. 

Se også: Nasa advarer: Risiko for meteornedslag tages ikke alvorligt nok

Men kan man leve med Huxleys lidt kække facon - der tydeligvis er møntet på børn - så får man på ganske pædagogisk vis et ganske godt overblik over den ekstremt lange periode, og selv jeg - der har en vis interesse i emnet - blev en del klogere på både trias, jura og kridttiden. Inklusive kontinentforskydninger og hele baduljen. Og man bliver ganske effektfuldt konfronteret med, hvor lille en parentes, mennesket er i den sammenhæng.

Trækplastret er dog uden sammenligning de ret overvældende naturtro (nu har jeg aldrig set en dinosaur, men alligevel) mekaniske genskabninger af 18 forskellige dinosaurer, der indtog Royal Arena med høje brøl, som fremkaldte frydefulde angstreaktioner fra den yngste del af publikum og anerkende blikke fra de lidt ældre.

Se også: Vildt fund: Dræber-asteroide udryddede ikke kun dinosaurerne

Det er faktisk en ret vild oplevelse, at se sådan et kreatur i fuld størrelse, og noget helt andet end at se dem computergenereret på film. Man får en helt anden fornemmelse af, at disse fantastiske skabninger rent faktisk har gået rundt på denne klode engang.

Der er som sagt tale om en familieforestilling, hvilket betyder, at man hvad selve formidlingen angår sætter sig lidt mellem to stole. For rent sprogligt henvender man sig tydeligvis mest til børn, samtidig med, at man har gjort sig umage for, at det faktuelle skal være i orden, hvilket nok kræver et lidt højere abstraktionsniveau end de mindste kan mønstre.

Se også: Wow! Verdens største T. rex-skelet samlet i Canada

De glemmer dog nok alligevel at høre efter, så snart dinosaurerne i al deres pragt og vælde dukker op, og får sig i stedet en ordentlig en på opleveren. Og de bliver nok heller ikke så irriterede på den unødigt bombastiske underlægningsmusik, som denne anmelder blev.

Men alt i alt er der tale om en ret enestående oplevelse, der kombinerer formidling og underholdning på ganske højt niveau. Der er ingen tvivl om, at hvis jeg havde set det her i en alder af 7-13 år, så ville jeg med garanti stadig kunne huske det i dag. Hvis der er ledigt i kalenderen i de kommende dage (og plads på kontoen), så bør du straks invitere familien i Royal Arena.

Det her kan de færreste biologilærere konkurrere med. Der er bare noget sært fascinerende over dinosaurer - og meget tættere på end det her kommer du nok ikke foreløbig.  

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere