Anmeldelse: Abba i ko-produktion

Køer, en forfalden bondegård og musik af Benny og Björn resulterer i meget mærkelig musical

'Hjælp søges' spiller på Østre Gasværk i København. (Foto: Robin Skjoldborg)
'Hjælp søges' spiller på Østre Gasværk i København. (Foto: Robin Skjoldborg)

 
'Hjælp søges' af Kristina Lugn, Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Lars Rudolfsson. Spiller på Østre Gasværk.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ja, sangene er jo af Benny Andersson og Björn Ulvaeus, men hvis du forventer, at 'Hjælp søges' på Østre Gasværk er en slags 'Mamma Mia II', så vil du få dig en overraskelse.

Musicalen er den særeste forestilling, jeg har set på et teater i mange år.

Engelbrekt (Jesper Lohmann) og Axel (Jesper Asholt) er to brødre, der tilbringer den første halve time af forestillingen i et ørkesløst og tilsyneladende endeløst skænderi, mens den fædrene gård omkring dem forfalder.

Ser vi bort fra ouverturen, er der ingen musik. Man er såmænd lige ved at få mistanke om, at man er gået forkert.

Se også: Benny, Bjørn og Bonderøven kastede glans over musical

Forestillingen begynder først at leve op til sin genrebetegnelse, da Hillevi (Sara Viktoria) og hendes mor (Suzanne Berdino) dukker op som reaktion på en annonce, brødrene har indrykket for at få hjælp til husholdningen.

Moren er godt nok selvvalgt stum, men det er Hillevi langt fra, og hun synger på det smukkeste Benny Anderssons rislende skønne melodier.

Også brødrene stemmer i, og efter min optælling når vi op på ni sange i den sidste godt en time lange del af forestillingen.

Mens Suzanne Berdino - af Cirkus Arena-familien - ikke gør meget musikalsk væsen af sig, er hun ferm med dyr.

Et sandt menageri indtager scenegulvet. Et par små, trinde grise rydder gårdspladsen for øldåser, nogle hunde springer hæk og tre gæs viser, at de kan gå gåsegang. Her en mægtig hest, der hedder Duglas, og en endnu større ko, som jeg ikke ved, hvad hedder.

En ged går stort set på line, og nogle høns er vældig gode til at være høns.

Benny Andersson har sammen med sin Abba-ven, Björn, lavet musikken til 'Hjælp søges'. (Foto: Jakob Jørgensen)
Benny Andersson har sammen med sin Abba-ven, Björn, lavet musikken til 'Hjælp søges'. (Foto: Jakob Jørgensen)

Se også: Lohmann: Man skal kunne sit skidt, når Benny er i byen

Festligt og fornøjeligt er det og samtidig meget sært.

Skuespillerne gør det over en kam godt, men de står ofte med replikker, der stritter i alle retninger. De kan det ene øjeblik udtale dybe, poetiske iagttagelser og det næste bevæge sig ned på det decideret lavkomiske.

Der er naturligvis en særskilt pointe i, at sangen og musikken ligesom solen dukker op med de to kvinder, men dermed bliver den første halve time meget aflang. Og det hjælper ikke, at scenografien - den faldefærdige bondegård skabt med assistance fra DRs Bonderøven - ifølge sagens natur er meget statisk.

Helt vellykket er forestillingen ikke, men point til originaliteten - og musikken er hjerterørende dejlig.

Se også: Benny Andersson: På inspektion af sange og en kæmpe ko

2 kommentarer
Vis kommentarer