Anmeldelse: Skæg med kant i Nykøbing Falster

Der er meget at fornøje sig over i dette års revy-aftapning

Flemming Krøll og holdet bag årets Nykøbing F. Revy leverer flere muntre øjeblikke (Foto: Flemming Keith Karlsen)
Flemming Krøll og holdet bag årets Nykøbing F. Revy leverer flere muntre øjeblikke (Foto: Flemming Keith Karlsen)

 
Nykøbing F. Revyen 2015. Medvirkende: Julie Steincke, Vicki Berlin, Jeanne Boel, Rasmus Krogsgaard, Michael Hasselflug og Flemming Krøll. Instruktion: Susanne Breuning. Kapelmester: Michael Pless

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Et af de måske stærkeste numre i dette års udgave af Nykøbing F. Revyen hedder 'Klynge dig til mig', hvor en som vanligt vældig velsyngende Julie Steincke giver den som statsminister Helle Thorning i en fremragende tekst af Carl-Erik Sørensen.

Og så kan man jo nok blive lidt bekymret, for hvordan vil det nummer virke om en uge?

Men til den tid er det sikkert lavet om, så det passer til valgets udfald, for forestillingen er i almindelighed båret af både snilde og hittepåsomhed.

Jubilæum
I år er det 25. gang, at Flemming Krøll står i spidsen for Nykøbing F. Revyen. Imponerende er det, og man må sige, at den kendsgerning ikke bliver undertrykt.

Jubilæet bliver markeret i et smukt potpourri, hvor mange af fortidens aktører dukker op på scenen. I mere eller mindre genkendelige udgaver.

Vicki Berlin er hysterisk morsom som Kirsten Siggaard – mens hun endnu havde mellemrum mellem fortænderne. Og Rasmus Kjeldgaard er blændende som Keld Heick.

Pippi Langstrømpe
Revyen er af den klassiske slags, hvor man ikke er bleg for at bukke sig ned for at samle pointerne op.

Det er helt fint med mig, men der er numre, som ikke helt rammer skiven. Indledningen er temmelig tam, og når Jeanne Boel optræder som en aldrende Pippi Langstrømpe, er pointerne så forudsigelige, at de kan ses på en halv kilometers afstand.

Nogle gange kan det være okay, men ikke lige her.

Og i de svagere numre hjælper det ikke, at scenografien nok er båret af en opfindsom brug af drejescenen, men samtidig er temmelig fersk.

Lille sommerfugl
Nå, men Kong Henrik er der naturligvis også. Han er en uvurderlig gave til dansk satire og formentlig med i stort set samtlige revyer i år.

Her i skikkelse af Michael Hasselflug til en tekst af Vase & Fuglsang. Melodien er mestendels hentet fra 'Admiralens vise', og det er jo ikke bare en indlysende, men også vældig god idé.

Samme Hasselflug præsterer som sangeren Ronny Hartmeyer den mest absurde version af 'Lille sommerfugl', jeg endnu har hørt. En ubeskrivelig fornøjelse i sig selv.

Hassselflug begår sammen med Jeanne Boel også en prægtig kombination af 'Fifty Shades of Grey' og Silvans tilbudsavis. Det lyder sært, og det er det sandt for dyden også.

Nå ja, og så er Flemming Krølls faste figur, den initiativrige og alternative reklamemand Henning fra Nørrre Alslev, der lykkeligvis også. Han bebuder rigtignok, at han rejser væk, men det er forhåbentlig ikke rigtigt.

Der er meget at fornøje sig over i dette års aftapning af Nykøbing F. Revyen. Her er skæg, og her er kant.

Nykøbing F. Revyen 2015. Medvirkende: Julie Steincke, Vicki Berlin, Jeanne Boel, Rasmus Krogsgaard, Michael Hasselflug og Flemming Krøll. Instruktion: Susanne Breuning. Kapelmester: Michael Pless

2 kommentarer
Vis kommentarer