Anmeldelse: Skønne spildte kræfter

Der er så mange meta-lag i 'Mågens', at det hele bliver ligegyldigt

Teaterstykket 'Mågens' er bygget på Tjekhovs klassiker 'Mågen'. (Foto: Ulrik Jantzen/Das Büro)
Teaterstykket 'Mågens' er bygget på Tjekhovs klassiker 'Mågen'. (Foto: Ulrik Jantzen/Das Büro)

 
'Mågens', Nørrebro Teater, premiere 21. februar, instruktion: Heinrich Christensen

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Masha elsker Konstantin, der er lun på Nina. Han drømmer samtidig om at få anerkendelse af sin berømte skuespillermor Irina, der til gengæld vil i bukserne på standupkomikeren Boris, som hellere vil i lag med den unge Nina.

Det handler om drømme og om kærlighed. Den store og uigengældte. Kærlighed lige til sindssyge og død.

Voldsomme og heftige sager, altså.

Stykket bygger på Anton Tjekhovs klassiker 'Mågen', men Ditte Hansen og Louise Mieritz har flyttet historien i både tid og rum, så den nu foregår i nutidens Danmark. Under flytningen er stort set al mening gået tabt.

Pisby
Forestillingen er proppet med så meget meta, at det hele bliver meningsløst. Konstant kommenterer figurerne deres egne eller medspillernes roller og jævnligt har de også bemærkninger om publikum.

Effekten er distancerende. Som at se et teaterstykke gennem den gale ende af en kikkert.

Se også: Til lamabal for en Steppeulv

Samtidig beskæftiger forestillingen sig i så høj grad med teateret som kunstform, at forestillingen ofte bliver voldsomt indforstået og hovedsageligt har adresse til andre teaterfolk. Som at overvære en fætter-kusine-fest man ikke er inviteret med til.

Når humoren ikke er indforstået, er den vrængende og selvforelsket. Handlingen foregår for eksempel i nogle somre et sted, der kaldes 'Den her pisby' - det kunne være Skagen, men navnet peger nok mere mod Tisvildeleje, og så har den talende klasse igen lige moret sig over sig selv.

Puslespil
Skuespillerne er ellers blændende. Ikke mindst Benjamin Kitter som den kiksede, stammende lærer og Kristian Holm Joensen i den ulykkelige titelrolle gør det godt.

Se også: Steen Springborg: Stemmen tvinger mig til at stoppe

Der er såmænd også glimrende indfald og gode grin undervejs, men de er kun brikker i et puslespil, som ingen tilsyneladende har orket at samle. Skønne spildte kræfter.

Undervejs i handlingen kommer Konstantin til at skyde sig selv i foden - det har forestillingen gjort lang tid før.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere