Anmeldelse: 'Borgens' hemmeligheder

’Borgen’ sætter turbo på tempoet, inden sæsonen lakker mod enden

(Foto: Mike Kollöffel/DR)
(Foto: Mike Kollöffel/DR)

’Borgen’ afsnit 28. Hovedforfatter: Adam Price. Instruktør: Henrik Ruben Genz. Medv.: Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen, Pilou Asbæk, Søren Malling m.fl. DR1, søndag 24. februar

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

I sæsonens hidtil mest dramatiske afsnit, kunne Birgitte Nyborg selvfølgelig ikke længere holde på hemmeligheden om sin sygdom. Hvilket de fleste seere nok havde gennemskuet allerede for et par søndage siden.

At Torben Friis’ (Søren Malling) affære med sin assistent Pia (Lisbeth Wulff) også blev opdaget, kom vel heller ikke som den store overraskelse. Det har den slags det jo med at gøre.

Muldvarp på spil
Til gengæld er hans evindelige sammenstød med den sleske, seertalsfikserede programdirektør Alex (Christian Tafdrup) ved at tangere det selvparodiske. Deres væsensforskellige syn på, hvordan en nyhedshistorie skal skæres og vinkles, er vist efterhånden feset ind.

At en erfaren politiker som Birgitte Nyborg accepterer at gå i valgfællesskab med oppositionen uden den mindste indflydelse på valgoplægget ’Vores Danmark’ (alene titlen...) virker heller ikke synderligt plausibelt.

Men det gav så skyts til resten af afsnittet, hvor hver eneste pip fra De Nye Demokrater blev opfanget af De Moderate, da det viste sig, at den ellers ret anonyme Nete (Julie Agnete Vang Christensen) var en muldvarp, der lækkede informationer til modstanderne. Det var sandsynligvis hendes exit fra rulleteksterne.

Tiltrængt tempo
Det tilførte en omgang tiltrængt tempo til serien, der dog modsat de forrige sæsoner i denne ombæring virker stærkt konstrueret. Forstået på den måde, at man ikke et sekund lever sig ind i illusionen, men hele tiden er opmærksom på, at det ’bare’ er tv.

Hvilket kun forstærkes af det nærmest klaustrofobisk lukkede kredsløb i ’Borgen’, hvor politikerne udelukkende virker som om de forholder sig til sig selv og til medierne. Den virkelighed vi andre går rundt i, er stor set ikke-eksisterende i serien.

Men det er, når det kommer til stykket, måske det mest realistiske (og skræmmende) ved den?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere