Anmeldelse: Mere Mikkelsen i 'Borgen', tak

Tredje sæson af 'Borgen' kører driftsikkert og udramatisk i ring

Birgitte Nyborgs (Sidse Babett Knudsen) forsøg på at holde sin kræftsygdom hemmelig viste sig som forudset, at være en dårlig strategi. Foto: Mike Kollöffel
Birgitte Nyborgs (Sidse Babett Knudsen) forsøg på at holde sin kræftsygdom hemmelig viste sig som forudset, at være en dårlig strategi. Foto: Mike Kollöffel

’Borgen’ afsnit 27.Hovedforfatter: Adam Price. Instruktør: Henrik Ruben Genz. Medv.: Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen, Pilou Asbæk, Søren Malling m.fl. DR1, søndag 17. februar.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Aftenens afsnit indeholdt denne sæsons hidtil stærkeste enkelstående scene: Klippet fra partilederdebatten, hvor Birgitte Nyborg kommer til kort, da de Nye Demokrater endnu ikke har formuleret en sammenhængende økonomisk politik, og intervieweren lader hendes pinlige tavshed trække ud i noget der føles som en evighed.

På alle planer godt fjernsyn, som Torben Friis i Søren Mallings skikkelse, da også selv formulerede det.

Ellers gik det meste af timen med de problemer, som man allerede i forrige afsnit kunne forudse, at Nyborgs forsøg på at hemmeligholde sin kræftsygdom ville afstedkomme. Noget hun nok også selv burde have kunnet regne ud. Også selv om udskrivelsen af et valg kom bag på alle.

Fordelen ved det var så – i hvert fald fra seernes synspunkt – at Søren Ravn igen blev hentet ind på scenen. Skærmen sitrer ganske enkelt af elektricitet, hver gang Lars Mikkelsen dukker op, og lad os håbe på, at han i de sidste ombæringer kan tilføje noget af den dramatik og fremdrift , som denne sæson af ’Borgen’ i den grad har savnet.

Den er feset ind
Og at vi slipper for endnu engang at overvære et sammenstød mellem Friis og hans seertalsfikserede chef Alexander (Christian Tafdrup). Konflikten er med garanti reel nok – også ude i den såkaldte virkelighed – men mon ikke den er feset ind, også hos selv den mindst opmærksomme del af publikum?

Gentagelsen søndag efter søndag virker derfor mest af alt som udtryk for den mangel på nye idéer, der er det mest kendetegnende ved denne tredje sæson, der først og fremmest hiver sig selv i land ved hjælp af solidt håndværk og konstant seværdige Sidse Babett Knudsen.

Hun kunne dog heller ikke redde den afsluttende scene fra hospitalet fra at ligne noget fra en dårlig Hollywood-film. Hold nu op med at skære tingene ud i pap for os, please.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere