Anmeldelse: Kræft og kommunisme i 'Borgen'

’Borgen’ har stadig svært ved helt at finde balancen mellem substans og sentimentalitet

Lars Mikkelsen (tv.) er fremragende i rollen økonomen Søren Ravn, skriver Ekstra Bladets anmelder og: "Få kan som ham antyde store følelser med enkle, diskrete virkemidler". (Foto: Mike Kollöffel/DR)
Lars Mikkelsen (tv.) er fremragende i rollen økonomen Søren Ravn, skriver Ekstra Bladets anmelder og: "Få kan som ham antyde store følelser med enkle, diskrete virkemidler". (Foto: Mike Kollöffel/DR)

’Borgen’ afsnit 26. Hovedforfatter: Adam Price. Instruktør: Louise N. D. Friedberg. Medv.: Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen, Pilou Asbæk, Søren Malling m.fl. DR1 søndag aften

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Man har et standpunkt, til man tager et nyt’. Dette berømte Jens Otto Krag-citat udtalt oven på folketingsvalget i 1966, har siden været flittigt benyttet i dansk politik.

Både for det gode og for det onde - altså enten som udtryk for, at man har lov til at blive klogere undervejs, eller som en nedladende betegnelse for opportunt medløberi. Og begge dele kan som sådan være valide nok.

Men der er visse synspunkter, man aldrig for lov til at løbe fra. Mon ikke Ole Sohn har rumsteret i baghovedet, mens Adam Price og co. konstruerede aftenens omdrejningspunkt, økonomen Søren Ravn (Lars Mikkelsen), der trods ubestridelig faglig kunnen blev fældet af sin fortid i DKP, da han forsøgte at melde sig som kandidat for Nye Demokrater.

Kan man ikke slå en mand med rationelle argumenter, kan man jo altid grave lidt smuds op fra fortiden.

Overdrevent føleri
Lars Mikkelsen var (som altid) fremragende i rollen – få kan som ham antyde store følelser med enkle, diskrete virkemidler. Og det virker ikke bare som et tab for dansk politik men også for serien som sådan, at han allerede er dømt ude igen. Men igen fandt man det nødvendigt lige at smide lidt overdrevent føleri ind over, i stedet for at stole på, at sagens kerne er alt nok.

Så der skulle lige et selvmord og en flirt med Katrine Fønsmark på bordet også. Måske for også at nå det ’bløde segment’ – hvilket kan syntes lidt paradoksalt, da serien ellers gør tykt grin med tv-chefen Alexander Hjorts leflen for selv samme målgruppe.

Birgitte Nyborgs kræftsygdom virker også som et lidt forkrampet forsøg på at få ekstra drama ind i serien. Ikke mindst fordi hendes helt urealistiske forsøg på at holde det hemmeligt, kun kan give problemer efterfølgende – man aner allerede en forside på Ekspressen i det kommende afsnit. Den slags burde en garvet politiker som hende vide.

Et af de bedre afsnit, men ’Borgen’ mangler stadig at nå samme niveau som de første sæsoner. Selv om Sidse Babett Knudsen stadig er en fornøjelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere