Ophidsende slutspurt i 'Forbrydelsen'

Afsnit ni af ’Forbrydelsen II’ lægger effektivt op til det helt store klimaks i næste uge

Sofie Gråbøl i 'Forbrydelsen II'. (Foto: Tine Harden/DR)
Sofie Gråbøl i 'Forbrydelsen II'. (Foto: Tine Harden/DR)

‘Forbrydelsen II’, afsnit 4.’. Instr.: Kristoffer Nyholm. Medvirk.: Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Mikael Birkkjær, Preben Kristensen m.fl. DR1 søndag aften.

Hvis det niende afsnit af ’Forbrydelsen’ havde været et seksuelt forspil, så tør jeg rigtigt nok love for, at der er varmet op til et ordentligt knald på søndag. Ja, faktisk var aftenens omgang så ophidsende spændende, at jeg næsten ikke kan vente.

Den politiske del af løjerne tænder jeg ganske vist stadig ikke så meget på. Det har været et problem tidligere i mit forhold til ’Forbrydelsen II’, og i dette afsnit er det ganske enkelt for avanceret til, at jeg kan følge med. Buch bliver anklaget for landsforræderi? Ikke forstået. Og hvad er det egentlig Buch vil anklage statsministeren for og på hvilket grundlag? Heller ikke forstået.

Sarah Lund har jeg heller ikke været særligt hooked på i denne omgang ’Forbrydelsen’. Som figur virker hun ikke så helstøbt som i sidste sæson – og scenen, hvor hun hidser sig op over for den afghanske politichef, er utroværdig. Afghanistan er et farligt sted – navnlig for en som Lund.

Heldigvis er det bare detaljer – irriterende som hår i munden – men til at leve med. For her i afsnit ni bliver der også gnedet godt rundt i mystikken om, hvem der står bag drabene – og dét får spændingsniveauet helt derop, hvor jeg ser… øh… jeg mener, giver stjerner.

Og uanset, hvem der har begået drabene, så er der tilsyneladende en større personkreds, der ligger inde med viden om, hvad der skete i den landsby i Afghanistan, og som for enhver pris vil have det fortiet. Men hvem og hvorfor? Jo, tempoet stiger og stiger, mens flere nye spørgsmål rejser sig her i næstsidste afsnit – det samme gør mistanken til Bilal, der tilsyneladende har plantet beviser i Søgaards skab. Hvor er han taget hen, og hvorfor har han taget Rabens kone med?

Man siger godt nok, at forventningens glæde er den største – og jeg er så tændt på afsnit ti – men hvor bliver jeg dog frustreret, hvis afslutningen viser sig at være en slap omgang, og at det store klimaks udebliver.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!