Forbrydelsen fænger trods fejl og mangler

Sjette afsnit af ’Forbrydelsen II’ stimulerer for alvor lysten til at gætte med selv – og det er dét, der endelig gør serien fængende, trods fejl og mangler

Både Strange (Mikael Birkkjær) og den faldne soldats mor (Ida Dwinger) er meget rystede, da Lund (Sofie Gråbøl) insisterer på at få vished for, om der ligger nogen i den nedgravede kiste.(Foto: Tine Harden, DR)
Både Strange (Mikael Birkkjær) og den faldne soldats mor (Ida Dwinger) er meget rystede, da Lund (Sofie Gråbøl) insisterer på at få vished for, om der ligger nogen i den nedgravede kiste.(Foto: Tine Harden, DR)

' Forbrydelsen II - Afsnit 6.' Instr.: Kristoffer Nyholm. Medvirk.: Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Mikael Birkkjær, Preben Kristensen m.fl.

Kære Læser. Ville De blive gal, hvis jeg afslører, hvem der står bag de mange mord i ’Forbrydelsen’ i slutningen af denne anmeldelse? Sandsynligvis, for det er ikke selve dét at vide, hvem de skyldige er, der er det interessante ved at følge med i en krimiserie søndag efter søndag.

Nej, spændingen består i selv at forsøge at stykke puslespillet sammen. Hvis det nu stod blinkende klart, hvem der er skyldige, ville det jo ikke være særligt ophidsende. Og det ville ødelægge legen at få løsningen serveret før tid.

Vi bliver med andre ord ikke fænget af krimier på grund af mordene og morderen. Vi bliver fænget af krimier på grund af gættelegen:

Vaklende ministertaburet
Præst bliver klynget op – af hvem? Monberg vågner, men tager tilsyneladende sit eget liv – hvorfor? Sarah Lund får gravet Perks lig op og bliver sat af efterforskningen – hvad gør hun nu? Dragsbæk havde fundet officeren, der udgav sig for at være Perk – hvem og hvor er han? Og der er efterhånden fejet så meget ind under gulvtæppet, at Rossings ministertaburet begynder at vakle – hvad er det, han dækker over? Er Søgaard hans håndlanger?

Jo, endelig giver ’Forbrydelsen’ mig for alvor lyst til at lege krimigætteleg – og derfor er den også endelig blevet fængende.

Det har taget sin tid at komme hertil – og jeg synes bl.a. stadig, de fleste af figurerne i serien er noget endimensionale, og at den har for lidt nærvær og for meget politikerpladder – der er altså ikke høj spændingsfaktor i ting som ’oppositionen kræver din afgang, Hr. Minister’ eller ’regeringen virker handlingslammet’. Gaaab.

Godt, gammeldags spændende
Men nu er ’Forbrydelsen’ i det mindste blevet godt, gammeldags spændende – for hvem hulen står bag de mange drab – og hvorfor?

Afslører jeg så de skyldige nu? Nej da. Både fordi jeg ikke kunne drømme om at ødelægge spændingen, og fordi jeg ikke ved det – men jeg skal love for, at jeg er blevet interesseret i at finde ud af det.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere