'Sommer' tragisk og gribende

Med sygdommen forsvinder Christians kunnen og viden og dermed hans fornemmelse af at være et helt menneskem skriver Ekstra Bladets anmelder

Christian Sommer er selv blevet en slags patient, og hans identitet udviskes mere og mere. Lisbet Dahl og Jesper Langberg spiller lægeparret. (Foto: Thomas Marott/DR)
Christian Sommer er selv blevet en slags patient, og hans identitet udviskes mere og mere. Lisbet Dahl og Jesper Langberg spiller lægeparret. (Foto: Thomas Marott/DR)
'Sommer' 7. afsnit, 2. sæson, DR1

Christian forsvinder. For hver dag glemmer han mere og mere sin historie, sin fortid, hvem han selv og folk omkring ham er. Hans identitet udviskes mere og mere, til han en dag ikke er andet end dug på en blomst, der pryder hans gravsten.

Godt nok er han stadig stærk som en okse, hørte vi i gårsdagens afsnit, men mentalt bliver han svagere og svagere. Han forsvinder. Og i går forsvandt han også helt konkret – som (endnu) et forvarsel om, hvad enden på historien om Christian Sommer bliver.

Mister sin identitet
Hele skoven endevendes af Sophia og drengene, men først sent går det op for Sophia, at Christian må være taget til København, til universitetet for at undervise. For Christian er læge, som han bliver ved med at gentage til sin diktafon, og det er med sin profession som omdrejningspunkt, at han har bygget sin identitet.

Men med sygdommen forsvinder Christians faglige kunnen, hans videnskabelige viden og dermed hans fornemmelse af at være et helt menneske. Det er tragisk og gribende at se på.

Uforløst passion
Også Adam kæmper med minderne, da han møder Freja hjemme i hendes køkken. Hans liv er ellers på papiret perfekt, men der er en uforløst kærlighedshistorie, der vækkes til live ved gensynet med Freja i smukke Stine Stengades skikkelse. Kan Adam blive et helt menneske uden at udforske den passion? Det vil næste afsnit vel afsløre, men vi ved, at i minderne og fortiden sidder i hvert fald en del af jeget.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere