Mesterlig Mørk-thriller

Anmelderstjernerne regner ned over succesforfatteren Christian Mørk, der overgår sig selv i en ny, uhyre effektivt pakket thriller

Christian Mørk har lavet en uhyre effektivt pakket thriller. (Foto: Jan Unger)
Christian Mørk har lavet en uhyre effektivt pakket thriller. (Foto: Jan Unger)

Christian Mørk: 'Skyggernes Hav'. 320 sider, 249 kr. Politikens Forlag

Jacob Stahl er en falleret forhandler af søkort i Brooklyn. Siden han var barn, har han drømt om at komme til tropeøen Anguilla i det Caribiske Hav. Men man skal passe på, hvad man drømmer om – drømmene risikerer at gå i opfyldelse.

Jacob når til sine drømmes ø. Blot på en anden måde, end han havde forestillet sig. Han ankommer en mørk og stormfuld nat, og ud for kysten lurer øen Dog Island, som gemmer på frygtelige hemmeligheder. Ifølge rygterne er mange turister draget til øen for aldrig at vende tilbage.

Rygterne taler sandt... 

Indledningen er langstrakt. Christian Mørk smider nogle kryptiske, halvkvædede antydninger om de forestående begivenheder ud til læseren, der egentlig helst bare vil have gang i handlingen.

Effektivt pakket
Men det kommer der også. ’Skyggernes Hav’ er en uhyre effektivt pakket thriller, hvor mange menneskeskæbner, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre, gradvist suges mod den lille ø, mens spændingskurven stiger.

Slutningen tager ikke nogen pris for sandsynlighed, men den er dybt tilfredsstillende. Og når man ser et puslespil med 1000 brikker, ser det da heller ikke troværdigt ud, at de kan blive til billedet af et alpelandskab.

Christian Mørk har overgået sig selv. Forgængeren ’Darling Jim’ var spændende og stemningsfuld, men iblandt tog sproget magten fra ham. Denne gang doserer han sin billeddannende evne suverænt.

1 af 2 Skyggernes Hav er en effektivt pakket thriller. (Foto: PR-foto)
2 af 2 Christian Mørk har lavet en uhyre effektivt pakket thriller. (Foto: Jan Unger)
0 kommentarer
Vis kommentarer