Grusomt god krimi

Den kvindelige forfatter S.J. Bolton leverer med 'Offer' et femstjernet hverdagsdrama, der hæver sig over tidens fortærskede femi-krimier

S.J. Bolton har skrevet en krimi med en kvindelig hovedperson, uden at faldt i femi-krimigenrens fælder. (Foto: John Coutts)
S.J. Bolton har skrevet en krimi med en kvindelig hovedperson, uden at faldt i femi-krimigenrens fælder. (Foto: John Coutts)

S.J. Bolton: 'Offer'. Oversat af Claes Johansen. 415 sider, 299 kr.

En rigtig god nyhed: kvindelig forfatter skriver krimi med en kvindelig hovedperson – oven i købet en ufrivilligt barnløs af slagsen – uden at ramme den efterhånden fortærskede femi-krimigenre.

Britiske S.J. Boltons debutroman, ’Offer’, er nemlig langt mere end det: Det er en fremragende kriminalroman med et mylder af skurke og dobbeltspil, døde kvinder og forsvundne babyer, myter og nordiske runer, alt sammen fint spundet sammen i et vildtvoksende plot.

Vi befinder os mellem det vilde og det kliniske. På de rå, forblæste Shetlandsøer, hvor fødselslægen Tora Hamilton finder liget af en mishandlet kvinde gravet ned på sin mark og bliver trukket ind i århundredgamle legender og grusomheder af økuller og overmenneske-mentalitet.

Historien vrider og vender sig i en velfungerende balance mellem tempo og teknik, humor og gru, mens fint tegnede personer befolker fortællingen.

Sproget er rigt, præcist og godt oversat. Allerede på første side er jeg solgt ved beskrivelsen af ’den bløde, hviskende lyd et lig kan lave, når kropsvæskerne lægger sig til rette’.

Og midt i det hele altså en kvindelig hovedperson, der hverken er sær, neurotisk eller påtrængende politisk – tak for det! Hun er lykkeligt gift, langt væk hjemmefra, god til sit arbejde, modtagelig for både flirt og irettesættelser. Hverken asocial, superstjerne eller omringet af græde ud hos-veninder.

Selv slemme slåfejl skæmmer ikke læseoplevelsen, der er båret af vidunderlig hverdagsagtige beskrivelser. Som vores heltinde reflekterer, da hendes mand sidder i badekarret og rækker hende svampen: ’Det lignede en fræk invitation. Hvis jeg tog imod den, skulle vi bolle. Hvis jeg ikke gjorde, ville det ligne en afvisning, og jeg ville være nødt til at høre på hans surmuleri i de næste par dage.’

Denne anmelder venter spændt på Boltons næste sprogfyrværkeri om Tora Hamilton.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere