Okmans dom: Anti-klimaks i Robinson

Der var meget lidt 'ægte Robinson' over aftenens afsnit, hvor produktionen ændrede reglerne, og den dybt manipulerende Tammaro kammede totalt over

Ditte Okman er ikke imponeret over TV3's kunstgreb i aftenens afsnit af Robinson. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Ditte Okman er ikke imponeret over TV3's kunstgreb i aftenens afsnit af Robinson. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Robinson Ekspeditionen 2013, 6. program 21. oktober.

For helvede da. Jeg havde sindssygt glædet mig til sammenlægningen af hold Nord og Syd.

Men hvilket antiklimaks.

I TV3's reklamer for afsnittet så begivenheden ellers action-packed ud, men der skete jo ikke en prut andet end det helt og aldeles forudsigelige.

Nord var fortsat et hold, der systematisk kunne gå i gang med at udrydde Syd. Henrette dem en efter en, som det vist blev formuleret.

Se også: Ditte Okman: Robert er røvhamrende irriterende

Og hvad gør man så? Man dvæler så længe ved den fuldstændig indlysende og uundgåelige strategi, så jeg på et tidspunkt troede, det var et afsnit af 'De unge mødre' jeg så, og ikke Robinson.

I hvert fald hvad tempo angik - på cirka ti forskellige måder fik vi forklaret, at Backer skulle ud som den første - og derefter så Kenneth, Tammaro og Due. Det kan desværre bare ikke siges på ret mange måder, så på et tidspunkt måtte jeg tage min mobil frem og multitaske lidt i kedsomhed.

Kjeldberg og produktionen har åbenbart også irriteret sig over det åbenlyse og gabende set up. Det betød, at de greb ind. De ændrede simpelthen reglerne i 11. time, så Backer ikke med sikkerhed røg ud.

På det tidspunkt gik afsnittet fra 'De unge mødre' til 'Fristet'. Det gameshow, der har rekord hvad angår ændringer af regler, som former sig alt efter, hvor meget eller lidt produktionen keder sig, eller deltagerne ikke opfører sig, som de 'skal og bør'.

Men når produktionen blander sig, går spillet tabt. Det bliver 'Paradise Hotel'.

Et andet nedturspunkt i aftens afsnit var, at Mikael måtte forlade ekspeditionen. Pisse hamrende ærgerligt. Endelig så vi en leder, der med strategi og iskoldt hoved satte reglerne. En leder, der for alvor satte gang i spillet.

Se også: Ditte Okman: Rikke var den oplagte taber

Tammaro havde selvfølgelig svært ved at skjule sit smil, da Mikael delte den triste meddelelse, den helt åbenlyse manipulerende, selvudråbte zen var nemlig ved at blive gennemskuet, men med Mikael ude havde hun trods alt endnu en chance med den vage Due ved sin side som trofast – om end ikke for klog - soldat.

Men det er også præcis det, Tammaro har brug for. Ikke alt for begavede svende, hun kan køre rundt med.

Hun kammede helt over, da hun bad Due sværge hende troskab på sine børns liv. Den dame er jo fuldstændig grænseløs. Ubehagelig, tænkte jeg faktisk. Særligt, da Due nægtede, og hun trumfede ham med det barnlige argument: 'Jamen, det har du gjort før!'

Det er jo direkte ulækkert.

Jeg kastede også lidt op i munden, da hun brugte sit telefonopkald på at fortælle sin familie, at hun mediterede hver dag (hvad i alverden er det for en bizar, ligegyldig oplysning, hvis ikke den har til formål at selviscenesætte sig), og at hun bar dem i sin sjæl.

På nu seks afsnit har hun vist sin sjæl rådden i sin besynderligt selvretfærdige – til det barnagtige - manipulerende facon.

Se også: Ditte Okman: Hold Nord er de perfekte Hitler Jugends

Og så kan man jo spørge sig selv: Hvilket telefonopkald? Havde Robinson Crusoe og Fredag mobiltelefoner på deres øde ø?

Nej, det havde de nok ikke. Og de havde formentlig heller ikke det store frokostbord med øl, snaps og sild.

Jeg gider altså ikke se Robinson-julefrokost-edition. Det gav ingen mening.

Hele det her afsnit gav meget lidt mening. Og da Kjeldbjerg ændrede reglerne til sidst, mistede programmet noget af sin oprigtighed.

I øvrigt har jeg svært ved at tro på, at den lodtrækning, der skulle teame deltagerne op to og to, var så tilfældig, som den skulle fremstå.

Det eneste, der virkelig gav mening, var Marttin på Hold Nord, der ved første møde med Tammaro gennemskuede hendes meeeget dyyybe sind som ævl og pladder.

- Jeg havde slet ikke noget til overs for den der samtale, sagde Marttin hovedrystende til kameraet, efter Tammaro havde forsøgt at bilde ham ind, at det var for hans bedste at stemme med Syd. På cirka et minut havde han udstillet og gennemhullet Tammaros hykleri.

Tak, Jesus. Eller rettere, tak Marttin.

Den sidste røvtur i aftens afsnit var, at Robert røg hjem.

Efter seks afsnit står ret klart, hvorfor han ikke har haft et job i halvdelen af sit voksne liv – men han havde en tv-mæssig underholdningsværdi, og jeg var begyndt at holde af hans krabbeskjorte og praktiske overtræksbuks, enhver sundhedsplejerske på cykel må misunde.

Heldigvis er han allerede i gang med et nyt reality-koncept. Også Robert har nemlig fundet sin hylde i tilværelsen.

Se også: Ditte Okman: Middelmådig Robinson

0 kommentarer
Vis kommentarer