Nyt fra Asserballe og omegn

Sønderborg Sommer Revy 2014. Med blå næse og røde ører

Du skal nok skynde dig, hvis du skal være sikker på at opleve Flemming Jensen og Leif Maibom som henholdsvis Claus Hjort og Lars Løkke – et prægtigt nummer, der kan blive overhalet af begivenhederne. (Foto: Sønderborg Revy)
Du skal nok skynde dig, hvis du skal være sikker på at opleve Flemming Jensen og Leif Maibom som henholdsvis Claus Hjort og Lars Løkke – et prægtigt nummer, der kan blive overhalet af begivenhederne. (Foto: Sønderborg Revy)

Instruktion: Jan Hertz og Leif Maibom Medvirkende: Leif Maibom, Jeanne Boel, Flemming Jensen, Jens Andersen og Trine Gadeberg Kapelmester: Thomas Pakula

4

En del revyfolk må i disse dage følge den politiske udvikling med næsten lige så stor interesse som folketingsmedlemmerne. Tag nu dette års udgave af Sønderborg Sommer Revy.

I et både skarpt og morsomt nummer af Carl Erik Sørensen med titlen ’Bassen og Bissen’ er Flemming Jensen og Leif Maibom henholdsvis Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der både fortæller om, hvad de hidtil har præsteret, og hvad de vil rage til sig fremover.

Det nummer kan hurtigt blive vældig uaktuelt, men heldigvis har de mange andre lyse indfald i Sønderborg i år.

Polle fra Snave
Allerede indledningen er overraskende og original. Den trækker både på ’Løvernes konge’ og Christianias slagsang, og mens det vel ikke direkte klæder Flemming Jensen at være klædt ud som en løve, så ser det knageme sjovt ud.

Se også: Revykrig mellem Tivoli og Sønderborg

Sidste års revy på Als led under, at alle numrene var skrevet af aktørerne selv. I år fylder Leif Maibom – som skam er vældig morsom, men bedst i afmålte portioner – lidt mindre, Flemming Jensen lidt mere, og så er der også blevet hentet hjælp udefra.

Det pynter alt sammen.

Ny i ensemblet i forhold til sidste år er Jens Andersen, og så siger du måske Jens hvem? Manden er nok stadig efter alle disse år bedre kendt som Polle fra Snave, og hans første nummer handler netop om identitet på forskellige niveauer:

- Jeg betaler 2000 kroner om året for at se fodbold. Nicklas Bendtner får en halv million om ugen for at gøre det samme.

Jens Andersen står ellers blegest i billedet, men har også mindst at gøre med.

Mest lysende er Jeanne Boel og Trine Gadeberg.

Boel som husmoderen, der er villig til at gå til alskens kurser for at kvikke sit og mandens sexliv op. Fra pileflet til bækkenbunds-opstramning.

- Der var også et kursus, der hed ’Sådan tænker mænd’. Det varede kun 20 minutter, men det nåede alligevel at blive utrolig ensformigt.

Balloner
Trine Gadeberg gør et uudsletteligt indtryk som operasanger med et mægtigt organ.

Og sammen er de artisterne Los Dos Senoritos, der gør de utænkeligste ting med balloner og tarmluft. Ørkenens Sønner ramler ind i Zirkus Nemo, og resultatet er rundt regnet lige så forrykt, som det lyder.

Flemming Jensen er i overvejende grad sig selv, og det er han god til at være. Det samme kan siges om Leif Maibom, der dog naturligvis også er Thorleif. Manden med de sære dansetrin og det grimme fodtøj, der fortæller flade, oftest sjofle historier. Sådan som det nu skal være.

Ikke alt er i top, men der er få bundskrabere, og for pokker, hvor er der meget at grine ad i dette års udgave af Sønderborg Sommer Revy.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen