Fejende flot tragedie

Det Kongelige Teaters opsætning af klassikeren 'Cabaret' kan ganske enkelt ikke gøres bedre

Det Kongelige Teaters opsætning af 'Cabaret' er en fornøjelse for alle sanser. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
Det Kongelige Teaters opsætning af 'Cabaret' er en fornøjelse for alle sanser. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

Det Kongelige Teater: ’Cabaret’ af Fred Ebb, John Kander og Joe Masteroff.Instruktion: Lars Kaalund. Kapelmester: Gorm Bülow Karrebæk. Medvirkende ved premieren: Peter Christoffersen, Thue Ersted Rasmussen, Cecilie Stenspil, Hanne Uldahl, Lars Knutzon m. fl.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se også: Badehotellets 'skønne Helene' i netstrømper og Cabaret

'Wilkommen. Bienvenue. Welcome'.

’Cabaret’ er en tragedie forklædt som syngespil, og den er en storslået sejr for Det Kongelige Teater. Ubesværet, næsten blæret, hopper vi mellem store, fejende flotte tableauer og scener med intimt kammerspil.

Du har måske set Bob Fosses film af samme navn med Liza Minelli i hovedrollen. Den afviger en del fra teaterversionen, som til gengæld er meget forskellig fra det litterære forlæg – de selvbiografiske romaner ’Mr. Norris skifter tog’ og ’Farvel til Berlin’ af Christopher Isherwood. 

Da Isherwood forlod Berlin rejste han i øvrigt til Danmark og flyttede ind i en lejlighed i Classensgade på Østerbro i København. Det kom der desværre hverken roman, musical eller film ud af.

Eksotiske frugter
Det var et sidespring. Tilbage til Det Kongelige. Teateret har valgt at dublere de bærende roller, og premierens besætning gjorde det stærkt.

Amerikaneren Clifford Bradshaw (Thue Ersted Rasmussen) ankommer til Berlin, mens nazismen endnu kun er en lurende skygge i baggrunden. Han lejer et værelse hos Fräulein Schneider (Hanne Uldal) og møder Sally Bowles (Cecilia Stenspil), som optræder i den dekadente The Kit Kat Klub, og som han forelsker sig i, skønt han mest er til mænd.

Ind i denne kæntreklare kærlighedshistorie fletter sig beretningen om gammeljomfruen Schneider og hendes hengivne bejler, enkemanden Herr Schulz (Lars Knutzon), der er frugthandler:

– De må ikke give mig flere eksotiske frugter, henånder hun bevæget.

Auschwitz
Her er kærligheden ved at sejre, da det går op for Schneider, at Schulz er jøde, og at hun risikerer hele sin tilværelse ved at binde sig til ham.

Vi springer frem og tilbage mellem de kuldslåede kærlighedshistorier og sang- og dansenumrene på The Kit Kat Klub – anført af den sardoniske konferencier Emcee (Peter Christoffersen).

Hans vittigheder bliver gradvist mere slidte, og latteren sidder til sidst fast i halsen, idet vi følger den udvikling, der ender i massegravene i Auschwitz.

Overdådig
Kostumerne og kulisserne i natklubben er overdådige, mens scenografien i selve handlingen er minimalistisk. Ja, den er der næsten ikke. Døre, vinduer og skabe er der ingen af, men vi kan både se og høre, at de bliver åbnet og lukket.

Det kræver en uhyre præcision, og virkningen er ganske forunderlig. Lydene fylder mere og mere, mens mørket kryber ind på personerne.

I Det Kongelige Teaters version af ’Cabaret’ er det i høj grad ensemblet, der er stjernen. Forestillingen er både morsom og medrivende, skræmmende og rørende. En smuk, tankefuld oplevelse.

3 kommentarer
Vis kommentarer