Musikalsk fest i Hjørring

Fem stjerner til absurd humor i Hjørring revyen

Der er gang i messingblæserne, mens  - fra venstre - Kristian Holm Joensen, Camila Bendix, Tom Jensen, Charlotte Guldberg og Jens Gotthelf folder sig ud. Foto: Axel Søgaard/Hjørring revyen
Der er gang i messingblæserne, mens - fra venstre - Kristian Holm Joensen, Camila Bendix, Tom Jensen, Charlotte Guldberg og Jens Gotthelf folder sig ud. Foto: Axel Søgaard/Hjørring revyen

 
Instruktion: Tom Jensen Medvirkende: Camilla Bendix, Charlotte Guldberg, Kristian Holm Joensen, Jens Gotthelf og Tom Jensen. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen

Revydirektør Henrik Baloo Andersen, der samtidig er Hjørring revyens kapelmester og komponisten bag det meste af musikken, har truffet et interessant valg i dette års udgave af revyen.

 

Orkestret består af manden selv på tangenter samt Michael Friis på slagtøj, Dan Hejslet på trompet, Jonas Lindh på trombone og Søren Baggesen på saxofon.

 

Hele tre messingblæsere, med andre ord. Vel ikke det mest oplagte valg til en revy, hvor teksten bærer så meget, men det fungerer, og jeg skal hilse og sige, at der er slag i bolledejen, når så meget messing blæser igennem i Vendelbohus’ charmerende teatersal.

 

Smukt og bizart

 

Revydirektøren går også nye veje, når vi taler om skuespillerne. Camilla Bendix, Charlotte Guldberg og Jens Gotthelf er alle tre revydebutanter, men det kan man ikke se. De gør det alle storartet, og ikke mindst Camilla Bendix brænder igennem med et oplagt komisk talent.

 

Til overflod debuterer Tom Jensen også som revyinstruktør, så de er ikke bange af sig i Hjørring.

 

Ikke alt er dog anderledes.

 

Hjørring revyen har en smuk tradition for ikke mindst at dyrke den mere absurde humor. Sådan også i år, og det understreges af scenografien, der har hentet inspiration hos den belgiske surrealist Magritte. På en gang smukt og bizart.

 

Forestillingen afvikles med højt humør. Det hele foregår i et uforfærdet, kvikt tempo, og sceneskiftene er ofte små, absurde vignetter, så tilskuerne hele tiden har noget at holde øje med.

 

Shu-bi-dua

 

Et fast indslag i Hjørring revyen er det første nummer efter pausen, hvor revyens sponsorer får reklame. Ofte på en måde, så det slet ikke giver mening, men typisk vældig sjovt.

 

Således også i år hvor Jacob Morild er forfatteren til ’Sønderskov’. En hæsblæsende parodi på tv-serien ’Norskov’, som afvikles til nogle af Shu-bi-duas kendteste sange.

 

Ind i denne i forvejen rodede sag trækkes Spar Nord Bank, Meny, RR Revision, oste fra Ingstrup Mejeri og meget mere. Det lyder sært, og det er det sandt for dyden også.

 

Hjerterislende

 

Der er skam også kant i revyen, og ikke mindst vores behandling af flygtninge dukker op adskillige gange undervejs. Sagen anskues fra flere forskellige synsvinkler, men ingen af dem bakker dog op om udlændingeminister Inger Støjberg.

 

Det er vel ikke direkte overraskende.

 

Jeg kunne fremhæve mange andre numre, men nøjes med et enkelt:

 

Hele ensemblet synger ’I Danmark er jeg født’ hjerterislende smukt – samtidig med at erhvervsminister Troels Lund Poulsen får én på lampen i den nye tekst.

 

Hjørring revyen 2016 er en sprudlende idérig, musikalsk fest.

 

1 kommentar
Vis kommentarer