Ny 'Sound of Music': Lyden af succes

Stærke kræfter på scenen og flot iscenesættelse af den klassiske musical

Maria Lucia som Maria sammen med familien von Trapp. (Foto: www.miklosszabo.com)
Maria Lucia som Maria sammen med familien von Trapp. (Foto: www.miklosszabo.com)

 
Det Ny Teater: ’The Sound of Music’ med sange af Rodgers og Hammerstein Iscenesættelse: Daniel Bohr. Musikalsk indstudering: Per Engström. Scenografi: Paul Farnsworth

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Nogle gange er man bare bedre klædt på til at anmelde et stykke end andre gange. Som nu ’The Sound of Music’.

Ikke alene har jeg set filmen fem-seks gange. Min ledsager – mit hjertes udkårne – har gennem årene set den mere end 20 gange. Hun hævder, at man i ’The Sound of Music’ kan finde svar på alle livets store spørgsmål.

Jeg taler således med en vis vægt, når jeg siger, at Det Ny Teaters opsætning af ’The Sound of Music’ er meget tro over for det filmiske forlæg.

Godt humør
Vi er i Østrig i 30’erne. Maria er novice i et kloster, men alt for sprængfuld af energi og godt humør til nonnelivet. Hun bliver sendt til von Trapp, der er enkemand, far til syv børn og ubådskaptajn.

Her vil du måske påpege, at Østrig ikke har nogen kystlinje, men von Trapp var kaptajn i den østrig-ungarske flåde, der havde flere flådebaser i Middelhavet indtil nederlaget i første verdenskrig.

Børnene har jaget samtlige tidligere barnepiger væk, men Maria vinder deres hjerter med sang og godt humør og den slags. Kaptajnen er i begyndelsen noget af en stivstikker og samtidig forpint af sorg over konens død – også det får Maria gjort noget ved.

Men så er det, at Tyskland annekterer Østrig, og von Trapp bliver indkaldt til den tyske flåde. Det vil han slet ikke være med til, og så har vi balladen.

Maria vinder børnenes hjerter med sit gode humør, pudekamp og sang i tordenvejr. (Foto: www.miklosszabo.com)
Maria vinder børnenes hjerter med sit gode humør, pudekamp og sang i tordenvejr. (Foto: www.miklosszabo.com)
 

Ørehængere
Hele den dramatiske og romantiske fortælling rulles op i et væld af sange og danseoptrin, og i modsætning til de fleste andre musicals har ’The Sound of Music’ ikke svage sange, men en overflod af ørehængere.

Alt det ville jo dog ikke nytte, hvis ikke der var stærke kræfter på scenen. Det er der.

Forestillingen er ikke mindst afhængig af børneskuespillerne, der er på i størstedelen af tiden. De gør det over en kam helt fremragende. De synger forrygende godt, og de strutter af charme.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg er en Maria, der udstråler mere livfuldhed end uskyld, og som synger stærkt.

Jens Jacob Tychsen er kaptajn von Trapp. En troværdig stivnakke, martret af sorg, til han overvindes af kærligheden. En mægtig stemme har han ikke, men i betragtning af at Christopher Plummer mimer i filmen, så klarer han sig fint.

Sødme
Clara Rugaard-Larsen er kaptajn von Trapps ældste, Lisl, der er lige på tærskelen til voksenlivet. Den rolle håndterer hun med stor sødme og smuk sang.

Der er mange højdepunkter i forestillingen, men jeg fik rislen ned ad rygraden, da Louise Fribo som abbedissen sang signatursangen ’Stig op på bjerget’. Så overvældende stærkt.

’The Sound of Music’ er en fremragende musical på alle planer, og på Det Ny Teater behandles den med den kærlighed og omhu, som den fortjener.

Den store familie i store problemer. (Foto: www.miklosszabo.com)
Den store familie i store problemer. (Foto: www.miklosszabo.com)
 

1 af 2 Maria vinder børnenes hjerter med sit gode humør, pudekamp og sang i tordenvejr. (Foto: www.miklosszabo.com)
2 af 2 Maria Lucia som Maria sammen med familien von Trapp. (Foto: www.miklosszabo.com)
4 kommentarer
Vis kommentarer