Kampen om seerne fortsætter, men DR fører stadig

'Liberty' vil og kan stadig mere end 'Greyzone'

Katrina (Connie Nielsen) måtte komme sin korrupte og utro mand til undsætning i aftenens afsnit af 'Liberty'. Foto: DR
Katrina (Connie Nielsen) måtte komme sin korrupte og utro mand til undsætning i aftenens afsnit af 'Liberty'. Foto: DR

'Liberty'. Instr.: Mikael Marcimain. Forfatter: Asger Leth. DR1, 4. marts

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

'Greyzone'. Instr.: Jesper W. Nielsen. Forfattere: Morten Dragsted, Oskar Söderlund og Rasmus Thorsen. TV2, 4. marts.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Første runde af tv-krigen om publikums gunst søndag aften blev vundet af DR - både hvad seertal og kvalitet angik. Og selvfølgelig må begge kanaler tabe direkte seere, når man nu vælger at gebærde sig så fjollet, men samlet set så næste halvanden million med på en af kanalerne, og det er da også noget.

Hvor mange der så efterfølgende gik ind på enten dr.dk eller TV2 Play for at tjekke konkurrenten ud, melder historien indtil videre ikke noget om. Men mon ikke der også er tale om en pæn sjat?

Se også: Sådan endte søndag aftens tv-krig

Det helt springende punkt er dog, hvor mange der hænger på efter første afsnit. Er det her noget, man har lyst til at bruge liv på? Ikke mindst nu, hvor udbuddet og kvaliteten er så massiv, at man selv som ivrig seer slet ikke kan nå at få det hele med. Jeg ved, der ligger angiveligt fremragende serier derude, som jeg endnu ikke har haft den fornødne tid til at kaste mig over. Og mon ikke de fleste har det sådan?

Birgitte Hjort Sørensen kæmper en brav kamp for at få noget ægte liv ind i sin underskrevne figur. Foto: TV2
Birgitte Hjort Sørensen kæmper en brav kamp for at få noget ægte liv ind i sin underskrevne figur. Foto: TV2

Når det gælder andet afsnit at henholdsvis 'Liberty' og 'Greyzone' er konkurrencen mere lige - i hvert fald hvad kvaliteten angår. Hvilket skyldes at 'Liberty' i anden ombæring ikke helt kunne leve op til niveauet fra det lovende premiereafsnit, mens 'Greyzone' derimod fik skruet noget op for spændingsfaktoren.

Selv om vi selvfølgelig er ude i den klassiske fejlslutning med at sammenligne pærer og æbler. For der er jo tale om to serier, som kan og vil noget helt forskelligt.

Se også: DR og TV2 i vanvidskamp om seerne: Her er søndagens vinder

'Greyzone' er en (meget) traditionel thrillerserie om terror, kidnapning og politiarbejde hen over broen, der grundlæggende ikke vil andet end at underholde. Og det gør den som sådan udmærket uden dog på nogen måde at skille sig ud fra de mange andre af slagsen på markedet. Udførelsen er gedigen uden på nogen måde at være prangende, men efter to timer er det alligevel iøjefaldende, hvor rudimentært persongalleriet er præsenteret - selv om Birgitte Hjort Sørensen kæmper en brav kamp for at få noget kød, blod og sjæl ind i sin underskrevne hovedkarakter.

 Så er der noget højere til loftet hos skaberne af 'Liberty', som ud over den basale underholdningsværdi tydeligvis også ønsker at sige noget om sine personer og ikke mindst det miljø og den tid, de gebærder sig i. Måske lidt for tydeligt her i andet afsnit, hvor de pædagogiske pegefingre strittede lidt for påfaldende.

Ikke mindst i portrættet af den svenske herremand Jonas' desperate kamp for at skjule sine svindelnumre og Kirstens noget påklistrede sorgbetingede affære. Hvorimod Niels' moralske deroute - selvfølgelig i den gode sags tjeneste- bliver interessant at få foldet endnu mere ud. 

Derfor foretrækker jeg stadig 'Liberty' frem for 'Greyzone'. Den fortæller mig - trods diverse faktuelle fodfejl - noget om de sociale og psykologiske mekanismer i et for mig ret fremmed miljø. Samtidig med at det er et basalt godt drama. Hvorimod 'Greyzone' blot ønsker at stjæle min tid. Og så er 'Liberty' også den visuelt flotteste af de to. Med flere længder endda.

Men man behøver som sagt ikke vælge. Den ene af dem kan oven i købet streames gratis (eller hvad vi nu skal kalde det).  

'Liberty'. Medv.: Carsten Bjørnlund, Connie Nielsen, Sofie Gråbøl, Anton Hjejle m. fl.

'Greyzone'. Medv.: Birgitte Hjort Sørensen, Ardalan Esmaili, Lars Ranthe, Joachim Fjelstrup m. fl.     

23 kommentarer
Vis kommentarer