'Klovn' - nu pinligere end nogensinde

Aftenens afsnit bød på både død, porno og pileflet og understregede, at holdet bag bestemt ikke er ved at løbe tør for nederdrægtigheder

'Klovn - tilbage til hverdagen'. Instr.: Jesper Rofelt. Manus: Casper Christensen og Frank Hvam. TV2, 20. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se også: 'Klovn' er tilbage: Her er dommen

Med alt det, som karaktererne i 'Klovn' har udsat hinanden for gennem tiderne, skulle man tro, at bunden for længst var nået. Det er den så langt fra. Heldigvis. For aftenens afsnit i den syvende sæson af den populære serie satte nærmest nye rekorder for, hvor mange pinligheder man kan presse ind på blot 25 minutter.

Der er ikke mange andre, der ville kunne slippe af sted med at slå kendte, navngivne mennesker ihjel - i dette tilfælde Erik Clausen - og samtidig lade en af sine hovedpersoner spille på hans død - og tilmed lade ham vinde. For derefter at sende Karen Thisted på hospice. Der er i hvert fald ikke nogen andre, der ville kunne gøre det lige så tåkrummende morsomt. 

Se også: 'Klovn'-stjerne før premieren: Måske har de klippet mig ud

Det er også de færreste, der overhovedet ville overveje, at lade en flok drenge fra tredje klasse til LAN-party komme til at se med, når faren googler grænseoverskridende porno. Den efterfølgende morgenmadsscene er noget af det mest pinagtige jeg har set på tv meget, meget længe. Og det er ment som en ros, hvis nogen skulle være i tvivl.

Og det var bare toppen af isbjerget. Det lykkedes også Frank Hvam at troppe op til det forkerte forældremøde og melde sig til den forkerte klasseudflugt, kramagtigt at forsøge at blive optaget i endnu en lukket herreklub samt at snyde førnævnte Clausen for sit sidste måltid. Plus det løse.

Se også: 'Klovn'-stjerne får nyt job

Og det bedste ved det hele er den underspilede facon, det alt sammen forgår på. Der er ingen andre end Frank Hvam, der kan spille Frank Hvam på den der helt fantastiske facon, hvor han slipper fra den ene uhyrlighed efter den anden, som regel foretaget på grund af forfængelighed, grådighed eller ren og skær ubetænksomhed. Ofte det hele på en gang. Og alligevel kan man et eller andet sted ikke lade være med at holde af ham. Ikke på grund af den han er, men på trods af den han er. Det er ret godt gået.

Så det er da heller ikke noget at sige til, at han fylder en hel del her i de første afsnit, hvor Casper Christensen nærmest er blevet reduceret til en biperson. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig undervejs, men der er absolut intet, der tyder på, at 'Klovn' er ved at løbe tør for nye nederdrægtigheder.Tværtimod. Og tak for det.

Medv.: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Lene Nystrøm m.fl.

239 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!