Ny dansk krimiserie: Mere spild af tid

TV2 Charlies 'Sommerdahl' med Peter Mygind i titelrollen ligner endnu en samlebåndsproduktion, der blot skal få tiden til at gå

Dan Sommerdahl spillet af Peter Mygind har svært ved at få politiarbejdet og privaltlivet til at gå op i en højere enhed i ny tv-serie. Foto: TV2
Dan Sommerdahl spillet af Peter Mygind har svært ved at få politiarbejdet og privaltlivet til at gå op i en højere enhed i ny tv-serie. Foto: TV2

'Sommerdahl'. Sæson 1, afsnit 1. Konceptuerende instruktør: Kenneth Kainz. TV2 Charlie, 1. marts.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

TV2 Charlies første egenproducerede krimiserie 'Sommerdahl' er løseligt baseret på Anna Grues romanserie, der indtil videre er solgt i 600.000 eksemplarer. Jeg må krybe til korset og bekende, at jeg ikke har læst bøgerne, men håber dog, at ambitionsniveauet i dem er noget højere end i denne fuldstændig anonyme filmatisering.

'Sommerdahl' ligner hundredvis, hvis ikke tusindvis af andre tv-krimier, der primært er skabt for at få tiden til at gå. En fortænkt plotkonstruktion og en midaldrende politiefterforsker i hovedrollen - og gerne en med personlige problemer i bagagen. Denne gang er han dog ikke drikfældig, men er i stedet arbejdsnarkoman. 

Se også: Mygind i stor sorg: Far indlagt med alvorlig sygdom

Det bliver understreget, da han i den indledende scene forlader sit eget sølvbryllup, fordi man finder et kvindelig på stranden ved det idylliske Helsingør, hvor serien udspiller sig. Vores problematiske helt hedder i dette tilfælde Dan Sommerdahl og spilles professionelt af Peter Mygind, der dog indtil videre ikke har fået mulighed for at puste meget liv i den skabelonagtige figur, han er udrustet med.

Det samme gælder makkeren Flemming Torp spillet af André Babikian, der med sit udsvævende ungkarleliv (naturligvis) er Sommerdahls diametrale modsætning. Mest interessant tegner faktisk Sommerdahls forsmåede hustru og kollega Marianne gestaltet af Laura Drasbæk, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til.     

Se også: - Det var hårdt og ensomt

Alle andre medvirkende er blot marionetter i plotspillet, der hver gang udfolder sig over to afsnit. Ud over mord og skilsmisse er emnerne denne gang hustrumishandling og illegal arbejdskraft, hvilket sikkert kunne være ganske spændende, hvis det ikke havde været så fladt fortalt. Altså Sommerdahl flytter ned på sin båd, som er klodset op på land. Så har I fanget den, ikke?

Ud over at man kan møde to af stuepigerne fra 'Badehotellet' i nogle andre roller, er der egentlig ikke meget, der fæstner sig her.

Se også: Ærlig skuespiller om presset hverdag: Gider ikke kaste glimmer over branchen

'Sommerdahl' er ikke specielt dårlig, den er bare heller ikke specielt god. Den er faktisk overhovedet ikke speciel på nogen måde. Endnu en af den slags krimier, som man har glemt i samme sekund, som forbryderen får lagt håndjernene på.

Hvilket man kan være helt sikker på sker. Hvilket der selvfølgelig er en slags tryghed i. Og det er vel ud over at fylde sendefladen det eneste dybere formål med serier af denne karakter: At skabe falsk spænding og tilhørende falsk tryghed.

Man kan med andre ord bruge sit liv på meget værre ting, men man kan så sandelig også bruge det på meget bedre ting. Og hvis det nu er en krimiserie man er i humør til - og det er man jo ind i mellem - hvorfor så ikke vælge noget, hvor man har sat barren blot en anelse højere? Der er masser af dem derude, og de er bare et klik væk.

Medv.: Peter Mygind, Andrè Babikian, Laura Drasbæk, Peter Gantzler m.fl.

Se også: Peter Mygind har mistet sin far

78 kommentarer
Vis kommentarer