Så du 'Scandinavian Star' på DR? Suveræn spænding

Holdet bag den seks timer lange dokumentar-serie om mordbranden på Scandinavian Star leverer både sober journalistik, stærke følelser og suveræn spænding

Se traileren her

'Scandinavian Star'. Afsnit 1. Instr.: Mikala Krogh. DR1, 9. marts.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se også: 159 dræbt Scandinavian Star-brand: Nu klager overlevende over politiet

Branden på passagerfærgen Scandinavian Star om natten 7. april 1990, hvor 159 mennesker omkom under frygtelige omstændigheder på vej fra Oslo til Frederikshavn, står stadig som en af de største katastrofer i nyere skandinavisk historie. Da branden efterfølgende viste sig at være påsat, er der endvidere tale om massemord. Som her 30 år senere endnu ikke er opklaret.

Det bliver det sandsynligvis heller ikke i denne nye seks timer lange dokumentarserie - i hvert fald ikke i de to første afsnit, som undertegnede har fået til gennemsyn. Selv om der allerede i slutningen af andet afsnit kommer visse indikationer på, hvem der kunne være direkte involverede.

Se også: 159 mennesker dræbt i mysteriet på Scandinavian Star: Nu er der helt nye oplysninger

Til at løse den store opgave med at komme så langt til bunds i historien, som det er muligt, har man sammensat et virkelig stærkt hold: I instruktørstolen sidder Mikala Krogh, der tidlige bl.a. har lavet filmen 'Ekstra Bladet - uden for citat', og manuskriptarbejdet er blevet til i samarbejde med Politikens journalist Lars Halskov, som tidligere har skrevet bogen 'Branden - gåden om Scandinavian Star', samt den professionelle manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig ('Broen' m.m.).

Bag kameraet står Manuel Alberto Clara - bl.a. kendt for sit makkerskab med Lars von Trier - musikken er komponeret af Mews Jonas Bjerre, og det hele er klippet elegant sammen af Kasper Leick ('Arvingerne' m.m.). Man har brugt næsten fire år på opgaven, og det kan heldigvis ses. For der er tale om intet mindre end fremragende tv. 

Se også: Scandinavian Star-katastrofen bliver til tv-serie

'Scandinavian Star' formår nemlig både at være spændende som en thriller, samtidig med at den er både sober og grundig, hvilket er en hundesvær balancegang.

Der veksles sømløst mellem nye interviews (der er undervejs lavet hele 120 af slagsen), arkivmateriale samt nylavede rekonstruktioner. Emotionelt stærkest står selvfølgelig udsagnene fra de direkte øjenvidner samt pårørende til de omkomne, men det kammer aldrig over i ren følelsesporno.

Når man giver sig i kast med sådan noget her, lurer der jo altid en fare for blot at lukrere på andres ulykke, men det er heldigvis ikke tilfældet med 'Scandinavian Star'.

Jo, det er stærkt underholdende, og det er vel ikke en forbrydelse i sig selv, men det er også oprigtig nysgerrigt og indigneret. Man er aldrig i tvivl om, at hensigten både er at lave stærkt tv, men samtidig også at komme så tæt på sandheden, som man overhovedet kan.

Se også: Scandinavian Star-kommission finder ikke bevis for sabotage

Første afsnit mere end antyder, at grådighed var hovedårsagen til, at det gik så galt, som det gjorde. Vi følger Scandinavian Stars vej  fra cruiseskib i Caribien til dødssejler i Skagerrak, hvor alt var kaos allerede ved afsejlingen, og der eksempelvis ikke engang havde været afholdt en brandøvelse.

Der var tydeligvis tale om et fartøj, der aldrig skulle have haft tilladelse til at sejle, og de involverede har stadig travlt med at vaske deres hænder.

Næste uges afsnit omhandler selve branden, og så må man formode, at de resterende fire tager sig at det spegede efterspil, som også er historien om en global virkelighed (og en kynisk tankegang), som de danske, norske og svenske myndigheder slet ikke var forberedte på.

Hvis niveauet holder hele vejen igennem, og det er der ikke noget, der tyder på, at det ikke gør, så er der tale om en nærmest sublim blanding af historieskrivning, undersøgende journalistik, tragedie, krimi og excellent tv-håndværk, som alle involverede kan være pavestolte af. 

109 kommentarer
Vis kommentarer