'Sygeplejeskolen': Bedst med lukkede øjne

Den populære TV2-serie er stadig mediet svar på en komapatient

'Sygepleskolen' holder stadig et ufatteligt lavt niveau. Foto: TV2
'Sygepleskolen' holder stadig et ufatteligt lavt niveau. Foto: TV2

'Sygeplejeskolen'. Sæson 2, afsnit 3. Konceptuerende instr.: Roni Ezra. Hovedforfattere: Claudia Boderke og Lars Mering. TV2 Charlie/Play, 31. marts.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se også: Molly Egelind: Jeg ville sikkert kunne fake mig igennem det

Det mest forbandede ved 'Sygeplejeskolen' er egentligt, at den har potentialet til så meget mere. Setuppet med det første hold af mandlige sygeplejeelever er jo interessant og ganske godt tænkt. Der er også kød på mange af de interne konflikter: Det rigide hierarki på hospitalet, de forskellige syn på patienterne og ikke mindst deres behandling, den på overfladen så kompetente overlæge, der slet ikke kan klare sin egen skilsmisse.

Der er også den enlige mor, som gerne vil dygtiggøre sig, den indremissionske knægt, som må gøre op med baglandet for at tilpasse sig sit nye liv, uforløst kærlighed, elevoprør og meget andet muligt godt drama.

Se også: 'Sygeplejeskolen': Ufattelig uambitiøst!

Desværre taber man det hele på gulvet ved hjælp stereotyper, staveplade-dialog, irriterende entydige karakterer uden bund, et manuskript, der absolut intet overlader til fantasien, håbløs instruktion, umusikalsk klipning og fotografering fuldstændig blottet for visioner.

Det minder mest af alt om et hørespil fra krystalapparatets dage fuldstændig ude af sync med det valgte medies muligheder. Forstået på den måde, at hvis man gjorde forsøget med at 'se' et afsnit af 'Sygeplejeskolen' med lukkede øjne, ville man ikke være gået glip af noget som helst. Alt bliver sagt højt og tydeligt, så selv den mest uopmærksomme kan være med, og billedsiden fungerer blot som pligtskyldige illustrationer til dialogens ammestuesnak og ølkassetaler.

Se også: Danske skuespillerinder: MeToo-bevægelsen har rykket noget

Jeg er klar over, at det adstadige tempo og det gammeldags look er et bevidst æstetisk valg, men derfor er det alligevel utroligt, at man kan slippe af sted med så utroligt lidt flair for billeder og så hårdt optegnede figurer i en tid, hvor der nærmest dagligt sættes nye standarder for, hvad en tv-serie kan rumme og slippe af sted med.

Men det kræver selvfølgelig, at man gør sig umage i stedet for konsekvent at gå efter den laveste fællesnævner.  

Medv.: Molly Egelind, Morten Hee Andersen, Anette Støvelbæk, Jens Jørn Spottag mfl.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere