L.O.C taber halv million

En af landets mest kendte musikere har tabt en halv million i sit selskab

Nok er han blandt de mest populære danske musikere, men på forretningsområdet kører L.O.C. knap så meget med klatten for tiden. Således har den rappende stjerne med det borgerlige navn Liam Nygaard O'Connors selskab SGMD ApS tabt 455.592 kroner. Det viser seneste regnskab, som netop er offentliggjort.

Resultatet ligger milevidt fra, hvad musikokonet scorede i sit selskab året inden, hvor overskuddet lød på 2,9 millioner kroner. I forbindelse med det regnskab havde L.O.C. indgået en solid aftale med telegiganten TDC, hvilket formentlig kan have skæppet godt i selskabets kasse.

Se også: L.O.C. scorer kassen på TDC-fidus

I hvert fald er bruttofortjenesten faldet dramatisk. I det nye regnskab lyder den således på 1,3 millioner kroner mod 6,8 millioner kroner året inden.

Det er L.O.C.'s manager Jonas Fjelding, der er direktør i selskabet, men af regnskabet fremgår det, at direktørens løn ikke ønskes oplyst. Dog er der ingen fare for, at L.O.C. skal droppe smør på brødet grundet dårlig økonomi. Trods det horrible regnskab er der der brugt 1,8 millioner kroner på personaleomkostninger, hvilket formentlig dækker over lønnen til L.O.C. selv.

Se også: 'Sindssyg' interesse for gratis L.O.C.

Desuden har L.O.C. trukket 300.000 kroner ud af selskabet til sig selv, og dermed efterlader han selskabet med en egenkapital på 4,4 millioner kroner.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til regnskabet gennem L.O.C.'s manager og direktør Jonas Fjelding, men det oplyses, at manageren er på ferie.

0 kommentarer
Vis kommentarer