Anmeldelse af Salander-krimi: Hatten af for modet - eller frækheden

Der er rå action, mystik og onde mordere i den fjerde bog i Millenium-serien

Se klippet fra Politikens Boghandel i nat, hvor folk havde mulighed for at sikre sig et eksemplar af opfølgeren til Millenium-trilogien.

 
David Lagercrantz: Det der ikke slår os ihjel. 470 sider. 299,95 kr. Forlaget Modtryk

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

'Man håber næsten, den bare er elendig', sagde en kollega og rystede på hovedet over hysteriet og hele projektet, få timer før den forkætrede forsættelse af Stieg Larssons Millenium-trilogi blev sluppet ud ved midnat.

Det er den så ikke, elendig altså. 'Det der ikke slår os ihjel' er i og for sig en udmærket thriller med masser af rå action, mystik og onde mordere. Plottet fungerer, fortællingen løber forholdsvis let over siderne og både spænding og smerte er effektivt doseret, omend den bliver lige lovlig postulerende i de indviklede beskrivelser af matematikkens muligheder. Men det er ikke en bog, som var blevet trykt i så svimlende førsteoplag, hvis ikke det havde været for de fire ord under titlen på forsiden: 'En Lisbeth Salander-krimi'.

Se også: Anmelderne er vildt uenige om Stieg Larsson-fortsættelse

For pengenes skyld?
Man må tage hatten af for modet - eller frækheden - i at påtage sig at skrive fortsættelsen til Stieg Larssons fabelagtige Millenuim-trilogi. Og eftersom Lagercrantz selv siger, at han ikke har gjort det for pengenes skyld - han har tjent rigeligt på sin Zlatan Ibrahimovic-biografi, siger han - ligger spørgsmålet på en eller anden måde hele tiden og dunker, mens man pløjer sig igennem dramaet: Hvorfor?

En stor del af plottet har rødder i Lisbeth Salanders grumme barndom, i hendes særlige intelligens og konsekvenserne af begge dele - hvilket bringer hende ind i centrum af begivenhederne, selv om hun som altid opererer i krypterede skygger. Og stjernereporter Michael Blomkvist har igen hele sin karriere og mere på spil, ikke mindst fordi både hans navn og hans blad Millenium er hårdt presset.

Se også: HELT EKSKLUSIVT: Læs de første kapitler af opfølgeren til Millenium-trilogien

Den sidste intime sans
Mens historien om det hemmelighedsfulde, matematiske geni Frans Balder, der ligger forrest i feltet blandt forskere i kunstig intelligens, og pludselig jages af mystiske, morderiske fjender, om hans autistiske søn, der bliver det afgørende vidne, det grænseoverskridende, supermagtfulde NSA, mester-hackere og dødbringende industrispionage kunne sikkert været blevet en udmærket thriller uden Lisbeth Salander, Michael Blomkvist og alle de andre kendte og elskede personer fra Stieg Larssons værk. Måske ovenikøbet bedre - både fordi den ikke ville have den uomgængelige dunst af pynten sig med lånte fjer, og fordi det kunne have sat historien fri. For selv om Lagercrantz overordentlig rundhåndet bruger af det kendte persongalleri, deres forhistorie og relationer, så sidder man lidt med den samme fornemmelse, som når voksne forsøger at opdrage andre menneskers børn: Det bliver bare lidt kantet, lidt distanceret og teoretisk, fordi der mangler den der sidste intime sans, forældre - eller forfattere - nu en gang har for dem, de selv har lavet.

Se også: Salander-forfatter: Jeg bliver behandlet som den værste forbryder

Krigeren og kvinden
Stieg Larssons værk er fremragende, fordi det var drevet af en kombination af begavet indignation og inderlig empati med de personer, han skabte. Trilogien er så gennemtænkt og gennemarbejdet, at det nogle gange næsten blev for meget, men historien om barnet, kvinden og krigeren Lisbeth Salander ramte så stærkt og bredt, fordi selve historien var så infamt godt bygget op og forløst, uagtet at Larsson ikke var nogen særlig sproglig elegantier. Men originalt, det er hans værk.

Måske er det det, der skurrer mest, i Lagercrantz fortsættelse: Den em af noget uoriginalt, der uvægerligt lægger sig om projektet - og har man set tilstrækkeligt mange amerikanske actionfilm, er der masser af andre elementer i bogen, der godt kunne ligne lån eller bare inspiration fra andre end Larsson. Herregud, der er masser af glimrende thriller-forfattere, der låner og lader sig inspirere - det gjorde også Larsson.

Subtil hyldest eller plat understregning?
Da brikkerne langt om længe faldet på plads og det fleste af de onde er nedkæmpet, og en af heltene kan læse Michael Blomkvist's  30 siders afsløring i Millinium, hedder det: "Samtidig - hér viste Mikael Blomkvist sit format - blev Gabriella ikke mest grebet af skildringen af den politiske skandale, men af det menneskelige drama og af den ubehagelige indsigt i, at vi lever i en syg verden, hvor alt bliver overvåget, stort som småt, og hvor det, der kan kaste penge af sig, altid bliver udnyttet'.

Det kan læses som en subtil hyldest til netop Stieg Larssons værk, eller bare som en lidt plat understregning af bogens pointe.

Men det er lige netop den gribende kvalitet, 'Det som ikke slår os ihjel' mangler for få nå op på de seks stjerner, som Millenium-trilogien stadig fortjener.

Se også: Larssons enke raser over ny bog: Tilbudt 20 mio. kr. for at holde mund

1 af 2 Forsiden af bogen, der er udkommet i 2,7 milllioner eksemplarer verden over d. 27. august 2015.
2 af 2 
12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere