Nyt pletskud fra Jussi Adler-Olsen

'Marco Effekten' holder sit tårnhøje niveau i femte bog om Carl Mørck og Afdeling Q

Jussi Adler-Olsen: Marco Effekten. 512 sider. 300 kroner. Politikens Forlag. Udkommer torsdag 6. december

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet stjerner

Endelig! Den femte bog om Afdeling Q, hvor vicepolitikommissær Carl Mørck og hans handlekraftige assistenter opklarer de mysterier, alle andre har overset, glemt eller opgivet. Endelig kan vi igen give os hen til Carls sarkasme, til Assads kompetencer af ukendt oprindelse, til Roses farveskiftende sindsstemninger - og selvfølgelig til endnu en sag i mange, uhyggelige lag, giftige tentakler og lige dele gru og håb, sådan som det skal være hos Jussi Adler-Olsen.

Læs også:

Se også: Jussi i panik: Mistede manus til sin nye bog

Allerede inden der overhovedet var en bog, har der været spænding: Kunne Adler-Olsen gøre det igen? Kunne han nå at blive færdig, når nu fans og forhandlere trækker i ham overalt i verden? Og kunne han holde det tårnhøje niveau fra de første fire bøger i serien - og holde liv i Mørck og co., så vi stadig kan holde med og af dem?

Ja.

Læs også:

Se også: Jussis nye krimi når julesalget

Tigger, stjæler, myrder
Denne gang handler det om at stjæle: Af nød eller grådighed. Med eller uden samvittighed. Tegnebøger eller menneskeliv - fra dem, der har mere, eller dem, der intet har. I midten af historien står drengen Marco; en lille, overordentlig vaks teenager, der sammen med sin far lever i en forbryderisk ’familie’ under sin altdominerende farbror Zola, som vil dyrkes som en gud af sin selvskabte sekt af sammenbragte sigøjnerbørn og voksne, som han tvinger til at tigge, stjæle, mishandle og myrde.

Marco hader livet under Zola og drømmer om at finde en anden fremtid end lommetyvens. Men da han flygter, bliver det med livet som indsats, ikke mindst fordi han ved et tilfælde havner midt i en af Zolas andre, lyssky forretninger – og det fører hans vej tværs over de spor, Carl Mørck og hans folk forfølger.

En nydelig embedsmand fra Udenrigsministeriets Evalueringskontor for Udviklingsbistand er nemlig forsvundet sporløst, efter at han uventet afbrød en tjenesterejse til Cameroun, hvor 50 millioner kroner årligt gerne skulle hjælpe en hårdt plaget pygmæstamme. Men i Danmark er der mænd, der har mere brug for pengene til deres kraktruede bank, deres fremtid og velfærd - og som er villige til at gå endog meget langt for at sikre sig mod tab.

Ligner de første bøger
Det er en stor, dramatisk historie, Jussi Adler-Olsen ruller ud - med et plot og et vingefang, der er i slægt med hans første bøger - altså før han fandt sin solide plads i bogmarkedet med en dansk strømer i skikkelse af Carl Mørck i centrum: Dengang skrev han thrillere af internationalt snit, og nu, hvor strømerserien er så solidt etableret, lader han thriller-hjertet buldre derudad igen - og lader oven i købet Marco begejstres over at læse en stjålen bog, der umiddelbart lyder meget som Jussi Adler-Olsens fremragende thriller ’Firmaknuseren’ fra 2003.

’Marco Effekten’ er mindst lige så spændende, effektiv, underholdende, rørende og velskrevet som resten af Afdeling Qserien. Skal der være et men, er det, at bevægelsen med det store thrillerplot koster en smule i den nuancerede indlevelse i både helte og skurke, der er hans adelsmærke.

Læs også:

Se også: Ny kæmpe ære til Jussi Adler-Olsen

Hvor selv den onde læge i ’Journal 64’ blev forlenet med menneskelig smerte og reaktion, er personerne her rendyrkede: Zola og de andre skurke er onde, Marco og de andre gode er næsten for gode. Til gengæld leger han med nuancerne i en stribe bipersoner, der får lov at skifte farve og karakter undervejs.

Optimismen sprudler
Man føler sig både hjemme og velkommen i Carl Mørcks kælder under politigården - og i hans besynderligt sammensatte bofællesskab hjemme i rækkehuset i Rønneholtparken. Alt er ved det gamle - og så alligevel ikke.Optimismen sprudler både hjemme i rækkehuset, hvor hans lamme kollega, Hardy, kæmper for førligheden, og i afdeling Q, hvor Assad stadig trækkes med de skader, hans hoved fik under den seneste sags voldsomme klimaks. Til gengæld taler han efterhånden bedre dansk. Rose er parat til at komme i marken, og Carl er på frierfødder, og selv ekskonen, Vigga, holder sig nogenlunde i baggrunden, ligesom sagen om sømpistol-mordene - den der kostede Hardy førligheden - ligger stille hen.

Stadig låger at åbne
Og så er der drengen Marco, der cirkler om Carl Mørck, mens han kæmper med Zolas voksende skare brutale hævnere, sin samvittighed og sit håb om en fremtid - og mens en uendelig spinkel kontakt mellem tiggerdrengen og politimanden langsomt vokser sig stærkere, vælter verden ned om forbryderne.

Thriller med krimitræk eller krimi med thriller-plot: Det er en yderst vellykket, varm og effektfuld spændingsroman, Jussi Adler-Olsen leverer. Igen. Og der er stadig masser af lukkede låger - i Carl, Assad, Rose og alle de andre - som man kan glæde sig til at åbne.

Bare der ikke var et helt år til den næste!

1 af 2 Jussi Adler-Olsen blev færdig, så 'Marco Effekten' kunne komme ud til julehandlen. Og sikken en thriller ... (Foto: Thomas Sjørup)
2 af 2 
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen