Blandt de mange gode egenskaber, Hanne Bech Hansen berigede Københavns Politi med i sin tid som politidirektør, var hendes kommunikative evner. Endelig en politiboss, der udtrykte sig klart om det korps, hun helhjertet repræsenterede, til den befolkning, hvis tillid politiet lever af. Troværdig, tilgængelig og usvigeligt professionel aftvang hun en respekt, som hun sikkert helst vil dele med alle dem, hun var chef for – både i Københavns Politi, som statsadvokat og i PET.

Terrorfrygt
Så det synes oplagt, at hun efter pensioneringen gerne vil fortælle historier om politiet. Og det er bestemt modigt at springe ud i fiktionens friløb efter en lang karriere med fakta og fortrolighedsregler. Debuten kom sidste år, nu kommer så næste sag for vicepolitikommissær Malika Els. Det handler om terror og især frygten for den. En ung iraker vil hævne sin brors død i Basra ved at sprede frygt i København. Terrorcellens aktiviteter spyr sidespor ud i flere retninger, og nogle af dem bliver sager for Malika og hendes hold, mens hemmelighedskræmmerne i PET og FE med Malikas agentmand jagter terrorister. Men uanset hvor stort et forspring Hanne Bech Hansen har med hensyn til at kende sit stof indefra, og uanset hvor sympatisk projektet er, så fungerer det bare ikke.

Det, der skal være fiffige ledetråde, bliver tungt som tovværk, skildringen af de gode strømere bliver banal og fad, plottet bliver gennemskueligt, mens tidsforløbene halter og snubler i tilfældigheder og demonstrative pointer.

Væk med fiktionen
Og undervejs ønsker man sig, at al den gode vilje, den store viden, den renhjertede respekt og de kommunikative evner blev brugt til at fortælle i klar tale om virkelighedens politi frem for at skulle svøbes i fiktionens ufikse, sammenrimpede gevandter. Hanne Bech Hansen vil ikke kaldes forfatter. Det er der heller ingen grund til. Hun kan så meget andet. Gid det må finde en bedre vej ud.