Massakre fra skyttegraven

En begavet mands enøjede fremstilling af sit liv

Tøger Seidenfaden husker jævnligt forkert eller drukner upræcise erindringer i bedreviden, skriver Ekstra Bladets anmelder om Stig Andersens bog 'Tøger', der udkommer i dag. (Foto: Jens Dresling)
Tøger Seidenfaden husker jævnligt forkert eller drukner upræcise erindringer i bedreviden, skriver Ekstra Bladets anmelder om Stig Andersens bog 'Tøger', der udkommer i dag. (Foto: Jens Dresling)

Stig Andersen: Tøger 556 sider. 349 kr. People's Press

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det mest underholdende ved den langstrakte bog om Tøger Seidenfadens gerninger i hans 53 år korte liv er gennemgangen af hans skøre indfald som ansvarshavende chefredaktør for Weekendavisen og Politiken.

Det mest forstemmende er Tøgers trang til at puste sit ego op ved at tilsvine alle mulige mennesker i sine omgivelser: dummernik,smålig, apparatjik, katastrofal bureaukrat, snakkehoved.

Der er tale om en ren massakre fra skyttegraven. Især nære kollegaer i Politikens ledelse fremstilles som rene fjolser, hvilket kun gælder visse af dem.

Simpel løgn
Det mest uanstændige ved bogen er Tøgers historieforfalskning. Især hans røverhistorie om, hvem der for alvor afslørede justitsminister Erik Ninn-Hansens ulovlige stop for tamilske familiesammenføringer og satte gang i processen mod ham. Lad mig tage denne grove forvrængning af virkeligheden først. Tøger hævder ifølge bogens forfatter, at det var hans medarbejder på Weekendavisen Nils Ufer, der – via kilder som ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen og senere tamilsagens udspørger, advokat Henrik Holm-Nielsen – sørgede for, at der blev rejst sag imod Ninn-Hansen.

Tøgers helgenkåring af sig selv beror simpelt hen på løgn – og det kan bevises. Det var DR-journalist Alex Frank Larsen, som 23. april 1990 med tv-programmet ’Blodets Bånd’ dokumenterede justitsminister Ninn-Hansen ulovligheder, der i rigsretten endte med at koste ham 20 dages hæfte og en erstatning på en million kroner.

Tøger lukkede sagen
Mange aviser, bl.a. Ekstra Bladet, stillede på baggrund af tv-dokumentaren massive krav om en uvildig undersøgelse. Men Tøger skrev på det tidspunkt stik modsat i Weekendavisens leder, at sagen burde lægges død: ’Ingen, der ønsker at vide besked, kan være i tvivl om sagens rette sammenhæng. Erik Ninn-Hansen fik en trist, men efter omstændighederne velbegrundet afslutning på en lang politisk karriere. Der burde ikke være mere at sige’.

Chefredaktøren mente altså i fuldt alvor, at der ikke var mere at komme efter! En så graverende forfuskning af danmarkshistorien – alene for at fremhæve sig selv – skaber mistillid til andre af bogens forløb, som er vanskeligere at efterforske. Rummer de også løgn og overdrivelser? Jeg finder det ubegribeligt, at Stig Andersen ikke betjener sig af elementær journalistisk research, som ville have udryddet dette uklædelige vrøvl om Tøgers heroiske jagt på sandheden.

Røst fra graven
Det anses i småborgerlige kredse for upassende at diskutere med en røst fra graven. Nuvel, jeg er ikke småborgerlig – og for længst galvaniseret imod beskyldninger om upassende opførsel. Der findes højere hensyn, herunder sandheden. Bogens forfatter hævder hårdnakket, at Tøger var klarhjernet til det sidste. Jeg tror og håber, det ikke var tilfældet. For er man skarp, når man stærkt medicineret kæmper for at forlænge en dødsdom?
Journalist var Tøger ikke.

Det mærkes, når han udleverer ombudsmanden som kilde – og krænker journalistfagets etiske rygrad: Kildebeskyttelsen. Men manden var en begavet debattør, undertiden agitator på tynd is, som da han uden fornøden kompetence oprettede Irak Centeret, hvis formål var at samle penge til aflønning af irakere, som nægtede at rejse hjem, skønt de opholdt sig ulovligt i Danmark.

I tv-debatter skulle man møde velforberedt for at hamle op med Tøgers skarpe hoved og veldrejede mundtøj. På tryk slog hans omstændelige fremstillingsform derimod ofte stilen ihjel. Men bogen giver et glimrende indtryk af, hvordan agitatoren brugte Politiken som sit personlige våben i de slag, han valgte at udkæmpe.

Fra uforfærdet opbakning af klima-originalen Bjørn Lomborg til det skøre forlig i karikatur-sagen med en saudisk advokat, der hævdede at repræsentere 144.000 efterkommere af profeten Muhammed. Hér optrådte han igen usolidarisk over for den øvrige danske presse, som havde aftalt at stå sammen imod islamisternes påtryk.

Uklar hukommelse
Det irriterende ved bogen er, at meget stof gengives råt – så vidt Tøger husker det. Det afspejles nemlig tydeligt, at han ikke havde klæbehjerne. Derfor husker han jævnligt forkert eller drukner upræcise erindringer i bedreviden. Den kloge mands infantile sider afslører han ubekymret – som når han tilstår at have brugt hele eftermiddage på at spille brætspil uden anelse om indholdet i næste dags avis. Man kunne ofte møde ham i svingdøren for hjemadgående kl. 16.30 – hvor andre chefredaktører var ved at varme op til næste dags udgave.

Held i uheld
Men bevares. Bogen er absolut underholdende, læst med sund skepsis som en begavet mands enøjede fremstilling af sit liv. Ikke mindst første halvdel om hans kaotiske familiebaggrund med seksuelle forviklinger, far Eriks gevaldige økonomiske trængsler og hele opbygningen af Tøgers megalomaniske personlighed skal nok finde mange læsere blandt Politikens abonniner.

Jeg morer mig over hans ungdommelige betagelse af Connie Hedegaard, som ikke gengældte hans hede følelser. Det var heldigt for Tøger, at han ikke fik besnæret hende. For i så fald havde han kun været den næstklogeste i sin familie.

1 af 2 
2 af 2 Tøger Seidenfaden husker jævnligt forkert eller drukner upræcise erindringer i bedreviden, skriver Ekstra Bladets anmelder om Stig Andersens bog 'Tøger', der udkommer i dag. (Foto: Jens Dresling)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere