Åben og overfladisk

George W. Bushs erindringsbog er som han selv - jævn og ureflekterende

I bogen 'Kritiske beslutninger' erkender den tidligere præsident, at beslutningen om at starte Irak-krigen hvilede på et falsk grundlag. (Foto: Peter Hove Olesen)
I bogen 'Kritiske beslutninger' erkender den tidligere præsident, at beslutningen om at starte Irak-krigen hvilede på et falsk grundlag. (Foto: Peter Hove Olesen)

George W. Bush: Kritiske beslutninger Oversat af Poul Henrik Westh 540 sider. 350 kr. Forlaget Sohn

Tidligere præsident George W. Bush har haft travlt med at male sit eget eftermæle, før historikerne tog fat i ham. Hans mursten af en erindringsbog hedder ’Kritiske beslutninger’, og dem har der været mange af i Bushs private og politiske liv. En af de helt store var, da han stoppede med at drikke – en anden Irak-krigen. Bush-klanen spiller en kolossal rolle i bogen. Det er trættende at læse om sønnens næsegruse beundring af ’Fader og Moder’, men der er også folk, han ikke kan fordrage – Frankrigs Chirac og Tysklands Schröder står højt på den liste, mens Fogh nævnes i forbifarten på listen af de ’loyale’.

Ikke særlig tænksom
Det er ikke nogen udpræget tænksom bog, men som præsidenten selv – jævn og ureflekterende. Man får indtrykket af en mand, der lider af et intellektuelt mindreværdskompleks og derfor opremser alle de bøger, han har læst. Bogen cykler af sted, og det er da underholdende nok, men langtfra den kvalitet, der præger Tony Blairs netop udkomne erindringer. De er simpelthen på et andet niveau. Bush anerkender, at beslutningen om at starte Irak-krigen hvilede på et falsk grundlag: ’Jeg havde sendt amerikanske tropper i kamp først og fremmest på grundlag af efterretninger, som viste sig at være forkerte. Det var et voldsomt slag mod vores troværdighed – mod min troværdighed, som kom til at ryste det amerikanske folks tillid’, skriver George Bush dog ganske ærligt og siger samtidig, at han får en ’kvalmende fornemmelse’, hver gang han tænker på det. En sådan indrømmelse er Anders Fogh aldrig kommet med – heller ikke i det beundrende forord til bogen, som Fogh har begået.

1 af 2 
2 af 2 I bogen 'Kritiske beslutninger' erkender den tidligere præsident, at beslutningen om at starte Irak-krigen hvilede på et falsk grundlag. (Foto: Peter Hove Olesen)
0 kommentarer
Vis kommentarer