Tottes mor er død

Den folkekære, svenske forfatter Gunilla Wolde, der står bag de udødelige Totte og Lotte-klassikere er død, 75 år gammel

Gunilla Wolde var med sine Totte og Lotte-fortællinger en af de første til at tage helt børns små udfordringer i hverdagen seriøst. (Foto: IBL Bildbyrå)
Gunilla Wolde var med sine Totte og Lotte-fortællinger en af de første til at tage helt børns små udfordringer i hverdagen seriøst. (Foto: IBL Bildbyrå)

Totte, den helt almindelige dreng med den helt almindelige hverdag har siden 1968 været igennem lidt af hvert.

Han har været ved lægen, ryddet op på sit værelse, bagt kager og klædt sig ud, men sidste kapitel i historien er knap så munter. Nu er Tottes mor nemlig død.

Det skriver den svenske avis Expressen, der har talt med Gunilla Woldes søn, Per Wolde.

- Hun har kæmpet i et års tid, men nu gik den ikke længere, siger Per til avisen.

Gunilla døde 15. april på sygehuset i Kalmar.

Gunilla arbejdede både som forfatter og illustrator og hendes bedst kendte værker er uden sammenligning de to bogserier om Totte og Lottes små og store udfordringer i hverdagen.

Bøgerne er gennem årene blevet en kæmpe succes og oversat til 14 sprog.

I Danmark er de fast inventar på de fleste børneværelser og de små, kvadratiske bøger er efterhånden udgivet i flere end 20 oplag.

Som en lille, kuriøs bonusoplysning kan det nævnes, at der ifølge Danmarks Statistik findes fire danskere ved navn Totte.

13 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere