Brækkede nakken i Thailand: Nu taler Annette Heicks mand om ulykken

Jesper Vollmer mødte veloplagt op til hustruens premiere ved Aarhus Teater

Her fortæller Jesper Vollmer om sin ulykke (video: Ernst van Norde)

Det er godt og vel to måneder siden, Jesper Vollmer brækkede nakken, da han havde et tæt på fatalt sammenstød med en bølge på en familieferie i Thailand.

Bortset fra en pressemeddelelse kort efter ulykken, har der været radiostilhed omkring kongehusets køkkenchef og Annette Heicks mand. Fredag aften troppede han dog op til premieren på teaterforestillingen My Fair Lady, som hustruen spiller hovedrollen i.

Med en stok i venstre hånd og en let halten mødte han op ved Aarhus Teater og fortalte om det hårde forløb.

- Det er debuten på benene. Jeg fik lov at låne en stok i Hornbæk (genoptræningscenter, red.), da de ikke mente, det var nødvendigt, at jeg kom kørende hertil i kørestol, fortalte en glad Jesper Vollmer, der kunne melde om store fremskridt i genoptræningen.

Jesper Vollmer mødte op til sin kones premiere fredag aften. Foto: Ernst van Norde
Jesper Vollmer mødte op til sin kones premiere fredag aften. Foto: Ernst van Norde

- Det går godt med det. Det går fremad - dog noget lidt langsommere end andet. Men det går rigtig fint. Jeg træner fem gange om dagen deroppe. Vi prøver at få mig til at gå ordentligt og få min hånd i gang. Min højre side har været hårdt ramt, så den arbejder vi meget med, sagde kokken om fremskridtet.

Rekord-agtige fremskridt

Det helt store spørgsmål lige nu er, om Jesper Vollmer kommer tilbage i fuld vigør, så han blandt andet kan vende tilbage til jobbet hos kongehuset.

Genoptræningsprocessen er dog ikke så fremskreden, at man endnu kan sige, om alt på et tidspunkt vil være tilbage ved det gamle.

- Det er der ikke nogen, der ved. Ingen kan sige, hvor det ender, og der er ingen, der kan sætte tid på, hvornår og om jeg bliver 100 procent igen. Det er gået hurtigere end forventet, og jeg går efter at blive 100 procent rask. Terapeuterne synes, det går stærkt, og de taler om rekord-agtige tendenser, lød den positive melding.

'Jeg var bange'

Det var en voldsom bølge, der slog Jesper Vollmer omkuld den 21. januar, men det var sekunderne efter, køkkenchefen husker tilbage på som de værste.

- Jeg var rigtig bange. Da det sker, bliver jeg lammet i kroppen og kan ikke bruge andet end mine arme, mens jeg ligger med hovedet nede i vandet. De tyve sekunder der gik, inden folk, der havde set mig, kom og fik fat i mig, der troede jeg, jeg var færdig. Jeg anede ikke, hvad der var sket, men jeg kunne bare mærke, den var helt gal.

- Jeg hopper ind i en stor bølge, som jeg fejlvurderer, og den tager mig så uheldigt, så jeg lander ned med nakken på sandbunden og brækker den. Jeg kunne mærke det, og jeg kunne høre lyden. Det høje knæk, siger han og prøver at gengive lyden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Keld og Hilda Heick var også klar til at se datterens premiere sammen med børnebørne og Jesper Vollmer. (Foto: Ernst van Norde)
Keld og Hilda Heick var også klar til at se datterens premiere sammen med børnebørne og Jesper Vollmer. (Foto: Ernst van Norde)
 

Flot behandling i Thailand

Kort efter ulykken blev Jesper Vollmer kørt på hospitalet i Thailand, hvor han måtte gennemgå en seks timers lang operation.

Efterfølgende var han sengeliggende på det asiatiske hospital i to uger, før han blev transporteret til Rigshospitalet i Danmark. Både han og det danske hospital kunne konstatere en upåklagelig behandling i Thailand.

- Det var dybt professionelt. Rigshospitalet sagde, at det var sindssygt flot lavet, og at de ikke kunne have gjort det bedre selv, fortæller Jesper Vollmer.

Hilda Heick: Sej gut!

Selvom pressen var samlet omkring den ulasteligt klædte køkkenchef, så var denne fredag aften dog i teaterkunstens tegn, og Jesper Vollmer glædede sig til at se hustruen på de skrå brædder.

- Jeg forventer, at hun stråler, som hun plejer. Jeg er ikke den store musical-fan, men når jeg ser hende, så forsvinder alt andet. Jeg synes, det er fantastisk, og det kommer jeg også til i aften. Hun har glædet sig til den store rolle, så det bliver helt sikkert godt, lød det, før han begav sig ind i teatret.

Kort efter dukkede svigerforældrene, Keld og Hilda Heick, op sammen med børnebørnene, og den kvindelige del af dansk top-duoen lagde ikke skjul på sin glæde over svigersønnens helbred.

- Han er en sej gut, sagde hun glad.

Der var i det hele mange kendisser tilstede til premieren på My Fair Lady. Én af dem var blandt andet entertainer Martin Brygmann, der overraskende hev fat i sin hustru, da han så Jesper Vollmer.

- Se Jesper. Han står op!

1 af 2 Jesper Vollmer ankommer til Aarhus Teater for at se hustruens premiere i forestillingen My Fair Lady, som hun spiller hovedrollen i. (Foto: Ernst van Norde)
2 af 2 Jesper Vollmer havde kørestol med, men var selv i stand til at gå. Foto: Ernst van Norde
73 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere