Dansker i krig med stjerne: - Det er afpresning

Samarbejdet med den amerikanske stjerne 6ix9ine har indtil videre kostet den danske rapper Sleiman godt en million kroner

Sleiman har en fortid i bandemiljøet, som han beskriver i bogen 'Men vi blev onde'. Hør Sleiman fortælle nærmere om sin fortid her.

Hvad der startede som den perfekte karrieremulighed, er i stedet endt som et økonomisk mareridt for den danske rapper Sleiman.

I december 2018 lavede han sangen 'Red Bandana/Black Hoodie' i fælleskab med sin amerikanske kollega 6ix9ine, men siden da har sidstnævntes pladeselskab, 10k Projects, forsøgt at blokere for udgivelsen af sangen, som de mener at have rettighederne til.

Det har nu ført til et bekosteligt søgsmål på den anden side af Atlanten.

- Jeg har brugt 300.000 alene på, at køre sagen i USA. Dertil kommer de 700.000 kroner, jeg har betalt for rettighederne til sangen i første omgang, siger han.

- Jeg tror ikke, de kan gøre noget, hvis jeg udgav sangen i morgen, men jeg ville jo gerne have rettens ord for, at det er dem, der har lavet noget forkert.

Foruden økonomien har sagen ifølge Sleiman også haft negativ indflydelse på hans karriere.

Sagen kort

I december 2018 lavede den amerikanske rapper 6ix9ine angiveligt en aftale med sin danske kollega Sleiman om at synge med på sangen 'Red Bandana/Black Hoodie'.

6ix9ine solgte rettighederne til sangen til Sleiman for den nette sum af 88.000 euro, hvilket svarer til godt 657.000 danske kroner.

Da den danske rapper efterfølgende forsøger at udgive sangen, satte den amerikanske rappers pladeselskab, 10k Projects, imidlertid bremserne i. Ifølge Sleiman påstod pladeselskabet, at de har rettighederne til alt, hvad 6ix9ine laver af kunst, og de ønskede ikke at udgive sangen.

Desuden blev danskeren truet med et søgsmål, hvis han skulle finde på at prøve lykken og udgive sangen alligevel.

Det har ført til at Sleiman selv har sagsøgt sin amerikanske kollega for at få rettens ord for, at han er den retmæssige ejer af 'Red Bandanna/Black Hoodie'. Derudover kræver han sine penge tilbage, fordi sangen er blevet tilbageholdt så længe.

- Alle de problemer, han har skabt, rammer jo min økonomi, min måde at lave musik på og mine muligheder for at indgå aftaler, siger han.

- Jeg føler lidt, at det er en afpresningsmetode, fordi han har lavet samme nummer med andre. Pladeselskabet burde have stoppet det langt tidligere, siger han.

6ix9ine: Undskyld
Midt i august tog sagen uventet drejning, da Sleiman pludselig modtog en video af en undskyldende 6ix9ine, der forsikrede, at han nok skulle få ordnet sagen med sit pladeselskab.

- Jeg fik bare en besked fra hans manager, hvor der stod, at det her er fra 6ix9ine, han er virkelig ked af, hvad der er sket, og han har ingen problemer med, at sangen bliver udgivet.

- Det står han stadigvæk ved, så han har valgt ikke at komme med modsvar til vores krav ved retten i USA.

6ix9ine sidder lige nu fængslet for flere forbrydelser heriblandt besiddelse af narko og våben. Foto: Luca Bruno/AP
6ix9ine sidder lige nu fængslet for flere forbrydelser heriblandt besiddelse af narko og våben. Foto: Luca Bruno/AP

Sleiman var hurtigt til at uploade videoen på sin Instagram-konto, men han tvivler dog på, at undskyldningen er helhjertet. Den danske rapper mener, at 6ix9ine må have vidst, at hans kontrakt med 10k Projects kunne blive problematisk, da de indspillede sangen i 2018.

- Hvis jeg havde en aftale med et pladeselskab og efterfølgende gik ud og lavede features med Gilli eller Sivas uden at spørge dem, så er det jo mig, der har et problem, siger han.

Flere 'ofre'
Ifølge Sleiman skulle i alt seks europæiske artister have stået i lignende situationer, hvor de først har købt rettighederne til en sang, de har lavet i fællesskab med 6ix9ine, hvorefter rapperens pladeselskab truer dem til ikke at udgive sangen.

Blandt ofrene er også Sleimans danske kollega Jimilian, som dog valgte at trodse det amerikanske pladeselskab og udgive sangen alligevel. Han har ligeledes modtaget en video, hvor 6ix9ine undskylder sin opførsel.

Sleiman har ikke selv tænkt sig at udgive sangen, før han har overstået sit søgsmål. Han har dog en opsang til 6ix9ine:

- Han burde have sørget for, at hans pladeselskab var en del af projektet fra starten af. Desuden synes jeg, hans pladeselskab skulle være efter deres egen artist og ikke mig, siger han.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra 6ix9ine og 10k Projects.

Krimi Blev skudt af Black Cobra: Den rystende historie om Sleiman

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere