Åbner op efter fødslen: - Mit skønne ønskebarn

Hush-duoen, Dorthe Gerlach og Michael Hartmann, jubler over deres nyfødte søn

Dorthe Gerlach og Michael Hartmann kan endelig kalde sig forældre. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Dorthe Gerlach og Michael Hartmann kan endelig kalde sig forældre. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Flere års store drøm gik søndag morgen i opfyldelse for Hush-duoen Dorthe Gerlach og Michael Hartmann.

’Så skete det virkelig. Vores lille, elskede ønskebarn er her’, skrev den 39-årige sangerinde fredag på Facebook og fortsatte:

'Han landede tidligt søndag morgen under fuldmånen, og han er simpelthen det mest ubegribelige mirakel. Siden fødslen har jeg været fuldstændigt overvældet og overtræt. Som en Commodore 64, der bliver bedt om at beregne en rumrejse. Jeg har ikke talt med verden, for jeg kunne ikke tage telefonen eller sige godmorgen til postbuddet uden at bryde ud i gråd’.

Men fredag tog hun nu alligevel telefonen og satte lidt flere ord på parretes lykke, og det var ikke til at høre, at den lille dreng lå tæt op ad hende.

– En fødsel er en voldsom oplevelse også følelsesmæssigt, siger Dorthe Gerlach, der er ved at amme familiens yngste, mens hun fortæller.

Se også: Efter mange års kamp: Dansk sangerinde afslører stor nyhed

Varm omsorgslomme
Han kom til verden på Nordsjællands Hospital, og den nybagte mor er fuld af ros til personalet.

– De var fantastiske. Det var som at befinde sig i en blød, varm omsorgslomme.

Et navn har forældrene endnu ikke på plads

– Vi går jo hele tiden og kigger på ham, og sådan nogle små nogen udvikler sig jo hele tiden. Nu må vi se, om der er noget særligt, han reagerer på, siger Gerlach og fortæller, at det det næste stykke tid blot handler om at lære sin lille søn at kende og glæde sig over, at to omsider er blevet til tre.

– Den kommer bestemt til at stå på barsel.

Se også: Nøgen på scenen: Nu bombarderes hun med reaktioner

En lang kamp
Dorthe Gerlach og Michael Hartmann har været sammen i 20 år og blev gift i 2004. Siden 1997 har duoen Hush været deres lille ’baby’, men parret har tidligere åbent fortalt, at de har kæmpet en lang og sej kamp for at blive forældre.

’Dem, der er tæt på os, ved, at det er noget, vi har ønsket og kæmpet for i mange år, og vi håber bare, at alt går godt’, skrev hun på sin Facebook i forbindelse med annonceringen af graviditeten.

Sangerinden deltog i tv-programmet 'Toppen af poppen' i 2017 sammen med Karl William, Aura, Caroline Henderson, Søren Huss, Burhan G og Michael Falch.

Mest læste i flash!
Hent flere