Ærlig TV2-vært i stor sorg: - Jeg er knækket

Cecilie Hother sætter nu ord på sin sorg efter tabet af sin ufødte søn

'Jeg er ked af det, knækket, vred, frustreret, ulykkelig og rummer 1000 andre følelser, som jeg ikke engang kan sætte ord på endnu', lyder det blandt andet fra Hother. Foto: Jonas Olufson
'Jeg er ked af det, knækket, vred, frustreret, ulykkelig og rummer 1000 andre følelser, som jeg ikke engang kan sætte ord på endnu', lyder det blandt andet fra Hother. Foto: Jonas Olufson

I begyndelsen af marts kunne den kendte tv-vært Cecilie Hother fortælle den tragiske nyhed, at hun og hendes mand havde mistet deres ufødte barn. Det gjorde hun i et Instagram-opslag og på sin blog, hvor hun skrev:

'I går mistede vi vores elskede lille søn. Han nåede desværre ikke tid sammen med os, men det gør hverken kærligheden eller savnet til ham mindre. Vi vil nu bruge kræfterne på at bearbejde vores ubeskrivelige tab og sorg med vores nærmeste. Kæmpe tak til Rigets dygtige læger og jordemødre!'

I et rørende opslag på Instagram sætter Hother nu ord på, hvordan hun i øjeblikket kæmper med sorgen, efter hun og kæresten, Thomas Gregers, der sammen har datteren Ellinor, har mistet deres ufødte søn.

Se også: Efter stor sorg: Nu bryder Cecilie Hother tavsheden

'Okay mor? spørger Ellinor. Og nej, jeg er ikke ok. Jeg er ked af det, knækket, vred, frustreret, ulykkelig og rummer 1000 andre følelser, som jeg ikke engang kan sætte ord på endnu', skriver hun indledende i opslaget.

'Der er blevet sagt og skrevet mange ord om den smerte og sorg det er at miste et barn, og for os en lille søn. Jeg tænker, at mange af ordene er sande, men ingen totalt rammende. Vi føler vel alle den umenneskelige sorg og tab forskelligt og individuelt. Jeg tænker, at min ven er tiden. Og at jeg gennem tid, terapi, sorggrupper og kærlighed kan integrere netop sorgen, savnet og tabene mit liv', skriver hun videre.

Cecilie Hother på den røde løber, mens hun stadig var gravid med sin lille søn. Foto: Mogens Flindt
Cecilie Hother på den røde løber, mens hun stadig var gravid med sin lille søn. Foto: Mogens Flindt
 

Uendeligt meget kærlighed
Ifølge Cecilie Hother skaber datteren Ellinor dog alligevel glæde i hverdagen og gør, at den lille familie holder sig oven vande.

'Det første skridt er, når Ellinor siger: “Holde min hånd mor, det rart” og det er det! Det er mere end rart. Det er kærlighed i sin reneste form. Og jeg slipper først hendes hånd, når hun slipper og så tumler vi og leger “farlig Tiger” og griner. For på trods af smerten, så er der liv og kærlighed,- så uendeligt meget kærlighed. Lige nu tager jeg én time af gangen', skriver tv-værten i det rørende opslag.

Cecilie Hother har tidligere fortalt ærligt om, at hun lider af PCO. En sygdom, der øger det mandlige kønshormon hos kvinder og derved kan gøre det vanskeligt at blive gravid.

Cecilie Hother - Blå Bog

Cecilie Hother blev i 2008 et kendt ansigt, da hun sprang ud som vejrvært og 'Go' Morgen Danmark'-vært på TV2.

Efter knap fem år på TV2 skiftede Hother til konkurrenten, DR, hvor hun sammen med Søren Jacobsen lavede 'Vores Vejr' på DR1.

Det blev dog en kort omgang hos DR, for efter blot otte måneder vendte hun tilbage til TV2 for at blive vært på den nye kanal TV2 Fri.

I november 2010 vandt Cecilie Hother og Mads Vad syvende sæson af 'Vild Med Dans'.

Siden sommeren 2014 har Cecilie Hother dannet par med it-direktøren Thomas Gregers Honoré, som hun har en datter sammen med.

For godt tre år side stod Cecilie Hother offentligt frem og fortalte, at hun lider af sygdommen PCO, som øger mængden af testosteron i kroppen i kroppen og blandt andet medfører øget hårvækst i ansigtet. Derfor åbnede hun sammen med en partner en privatklinik, som skulle hjælpe patienter med samme sygdom.

Stort set samtidig fortalte Hother, at hun trods sin hormonsygdom var blevet gravid. I juli 2016 fødte hun datteren Ellinor. 

Til Ekstra Bladet har hun derfor også tidligere fortalt, at det krævede hårdt arbejde at blive gravid med nummer to.

- Det kræver hårdt arbejde, og vi har virkelig knoklet for det. Det var et ønskebarn. Men vi har skullet en del ting igennem, sagde Cecilie Hother.

Se også: Cecilie Hother i stor sorg

Da Cecilie Hother mistede sin søn, var Ekstra Bladet i kontakt med hendes arbejdsplads, TV2, hvor beskeden lød:

'TV2 Kommunikation er orienteret om familiens tab. Familien har ingen yderligere kommentarer og ønsker at bearbejde sorgen så privat som muligt'.

Det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra Cecilie Hother.