Afbud fra Elkjær: Hasteopereret i Belgien

Landsholdslegenden er blevet opereret for galdesten og kommer derfor ikke i TV3’s Champions League-studie næste uge

Foto: Erik Kragh
Foto: Erik Kragh

Det kan tælles på en hånd, hvor mange gange Preben Elkjær har måttet sygemelde sig, mens han har været ansat som Champions League-ekspert. Men nu er der ingen vej uden om. Studiesnakkene på tirsdag og onsdag i næste uge bliver uden den karismatiske landsholdslegende.

Under et ferieophold i sidste uge i Belgien fik den 62-årige tv-ekspert kraftige mavesmerter. På hospitalet i Gent blev han undersøgt og lægerne kunne oplyse ham om, at han skulle opereres med det samme for galdesten.

-Stor tak til det fantastiske personale på UZ Gent. Holder lige en lille pause og så er jeg klar igen, skriver Preben Elkjær på Twitter.

Til Ekstra Bladet fortæller han, at han regner med at blive udskrevet enten i dag eller i morgen, men at operationen gør, at han skal komme sig de nærmeste dage og derfor ikke bliver klar til at stå i TV3-studiet i næste uge.

Preben Elkjær har været ekspert for TV3 i omkring 20 år. Sideløbende har han været medejer af B93, har har været direktør for sportskanalen, cheftræner i Silkeborg IF og naturligvis frontangriber på det danske fodboldlandshold.

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
 

Han optrådte for A-landsholdet i perioden 1977 til 1988, hvor det blev til 38 mål i 69 landskampe.

Privat er han gift med belgiske Nicole, med hvem han har den voksne søn Max.