Afslører vild afhængighed

Thomas Warberg har i dag ikke længere et alkoholproblem. Til gengæld kæmper han med en anden afhængighed

Thomas Warberg er i dag ude af sit alkoholmisbrug, men i stedet kæmper han mod en afhængighed af mad. Foto: Jonas Olufson
Thomas Warberg er i dag ude af sit alkoholmisbrug, men i stedet kæmper han mod en afhængighed af mad. Foto: Jonas Olufson

Livet har langt fra altid været en dans på roser for den 34-årige komiker Thomas Warberg, der blandt andet er kendt fra sin medvirken i 'Live fra Bremen'.

I mange år kæmpede han med et alvorligt alkoholmisbrug, der tærede på ham både fysisk og psykisk.

I dag er han tørlagt alkoholiker, efter han i seks år kæmpede med alkoholmisbruget. Men at han er stoppet med at drikke, har sat skub i en ny afhængighed - nemlig mad.

Det fortæller han åbent om i et stort interview med Berlingske i anledning af, at han er aktuel med sit nye onemanshow 'Perfektion, overskud og andre lorteord'.

- Ja. Jeg spiser alt. Jeg har tendens til binge eating disorder. Men jeg tror bare, at det er min personlighed. Jeg har aldrig taget stoffer i hele mit liv, men tog jeg en test med tegn på narkomani, så ville jeg nok ramme 9 ud af 10 rigtige, siger han i interviewet og understreger, at han ikke har en stopklods i forhold til mad, og at han derfor ikke stopper, når han er mæt. I stedet spiser han, indtil han bliver dårlig, hvorefter han fortsætter processen igen.

Se også: Endelig: Komiker sælger liebhaveri

Spiser alt for meget
Ifølge 34-årige Thomas Warberg har han en meget addiktiv personlighed, og det er han ikke flov over at tale om. Præcis hvorfor han overspiser, kan han dog ikke komme med en præcis forklaring på:

- Jeg kan simpelthen ikke regne det ud. For et par uger siden var jeg en tur i Norjylland. Jeg taler i telefon med min kæreste om aftenen. Jeg skal lige forbi Netto og have noget til min aftensmad. Så ringer jeg hende op, og så spørger hun: Hvad købte du? Jeg skulle have aftensmad. Men jeg endte med at købe: En Toblerone, en plade Marabou, to poser chips, en pose pistacienødder og endnu en chokolade, siger han i interviewet og fortsætter:

- Jeg kunne faktisk ikke forklare hvorfor. Hvorfor købte jeg ikke en salat eller et måltid? Der er et eller andet dér, der er off. Det er noget, jeg skal kigge på. Nu bor vi gudskelov længere fra en kiosk. Men jeg har prøvet at være i en kiosk og købe ind til en hyggeaften med slik. Og så har jeg spist det hele. Og så er jeg gået over til kiosken igen. Det giver ingen mening. Er min kæreste ikke hjemme en aften, så planlægger jeg, hvad jeg skal spise, så jeg kan spise mere, uden at hun udskammer mig, ha ha. Det er jo vildt. Det er jo bare min alkoholisme flyttet over i mad, siger han ærligt.

Se også: Vild forvandling: Dansk komiker er slet ikke til at kende

Blev en 'idiot'
I interviewet fortæller han også ærligt om, at han havde svært ved at styre sig selv, når han drak, og at man ikke kunne stole på ham over 'en dørtærskel'.

Alkoholmisbruget har Warberg også tidligere fortalt om i flere interviews. Blandt andet i et interview med Alt for damerne, hvor han har fortalt, at han blev en idiot, når han fik alkohol indenbords.

- Jeg betragter mig selv som et meget venligt menneske, men jeg blev uvenner med folk og fik genfortalt historier om, hvad jeg havde lavet i mine branderter, hvor jeg ikke kunne ­genkende mig selv. Jeg lød som en kæmpe idiot, siger han i interviewet og fortæller, at han begyndte at kunne mærke på sin krop, at den tog skade af alkoholen.

- Til sidst begyndte jeg at ryste, når jeg drak, og jeg kunne ikke sove på venstre side, fordi det gjorde ondt i leveren. Og jeg var træt af det. Sådan havde jeg det også, da jeg vågnede op efter ­'Live fra Bremen'-festen. Jeg havde lovet mig selv ikke at drikke mig fuld, men det endte med, at Julie Zangenberg slæbte mig ud til en taxa og sendte mig hjem, fordi jeg ikke selv sansede noget.

Se også: Simon Talbot: Min far drak

Efter episoden under 'Live fra Bremen'-festen besluttede Warberg sig for at tage kontakt til en misbrugskonsulent, og det blev starten på hans afvænning. Siden da har han lagt alkohol helt på hylden, tabt sig over 40 kilo og er begyndt at træne intensivt.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Thomas Warberg i forbindelse med interviewet, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Thomas Warberg er ikke bange for at tale åbent om sine afhængigheder og sine indre dæmoner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Thomas Warberg er ikke bange for at tale åbent om sine afhængigheder og sine indre dæmoner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere