Afviser vanvittig historie: Det er løgn

Thomas Blachman aviser nu en kontroversiel episode med Knud Romer

Thomas Blachman sætter nu ord på en kontroversiel udtalelse, som Knud Romer kom med for et par måneder siden. Foto: Linda Johansen
Thomas Blachman sætter nu ord på en kontroversiel udtalelse, som Knud Romer kom med for et par måneder siden. Foto: Linda Johansen

I august i år vakte den kendte forfatter Knud Romer opsigt, da han i sit radioprogram på Radio24syv 'Romerriget' fortalte, at han og 'X Factor'-dommeren Thomas Blachman var røget gevaldigt i totterne på hinanden under Blachmans 56-års fødselsdag.

- Jeg nikkede faktisk Thomas Blachmann en skalle her den anden dag på hans fødselsdag, sagde Romer i radioprogrammet.

Knud Romer fortalte videre, at han reagerede voldsomt, da de to mænd havde fået en del at drikke på en restaurant, hvor de fejrede fødselsdagen, og Blachman i den forbindelse begyndte at 'trykke på hans knapper'.

- Jeg prøver at forklare ham, hvis han skulle have glemt det, hvorfor jeg ikke kan klare det. Han sætter sig ovenikøbet ved siden af mig med sit store, fede smil, ikke, og giver den gas, sagde Knud Romer om situationen.

Se også: Efter et år: Blachman sætter lejlighed til salg

- Og til sidst ender jeg med fingrene oppe i ansigtet på ham: 'Nu holder du kraftstejleme kæft. Et fucking ord mere fra dig, og du får kraftedeme en Falster-skalle, er du med', lød det videre fra Knud Romer.

Knud Romer har blandt andet været vært på Radio24Syv. Pr-foto
Knud Romer har blandt andet været vært på Radio24Syv. Pr-foto
 

Ifølge Knud Romer fortsatte Thomas Blachman dog - trods hans advarsel - alligevel sine provokationer.

- Så kommer ordet, og så nikker jeg ham en fucking skalle, så han går i gulvet, vælter bordet ned. Flasker og glas vælter ud over ham. Han går ud som et lys, og jeg går ud og kører hjem. Og jeg tuder, da jeg kommer hjem, for jeg er jo ophidset, og jeg er dybt ulykkelig over, hvad fanden jeg har gjort, lød det fra Knud Romer.

Ifølge Thomas Blachman fandt episoden med Knud Romer aldrig sted. Foto: Jonas Olufson
Ifølge Thomas Blachman fandt episoden med Knud Romer aldrig sted. Foto: Jonas Olufson

Siden den kontroversielle udtalelse har der været radiotavshed fra Thomas Blachman, der på intet tidspunkt har kommenteret Knud Romers udtalelser.

Men da Ekstra Bladet mødte ham onsdag formiddag i forbindelse med den kommende sæson af 'X Factor' på TV2, satte han for første gang et par ord på, hvad der ifølge ham skete under den omtalte fødselsdagsfest.

Se også: Gik i panik: - Nu var livet slut

- Jeg kender mange tosser. Nu læste jeg for et halvt år siden, at Knud Romer havde nikket mig en skalle et eller andet sted til min egen fødselsdag, hvilket aldrig var tilfældet, sagde han med et grin og fortsatte:

- Men jeg giver rum til mine venner på den måde, hvis de har lyst til at dramatisere. Men det er en situation, der aldrig kom dertil, siger han videre.

- Men så skal forfatteren da bare have lov til det. Det siger lidt om min rummelighed. Jeg tænker, at manden er forfatter, og at han skal jo finde på noget. Jeg elsker ham. Det er slet ikke det. Men jeg fik på ingen måde skaller. Jeg sidder ikke og provokerer folk ud over alle grænser eller provokerer et eventuelt sammenstød. Det vil jeg aldrig gøre, siger Blachman og understreger, at Romers historie var en stor omgang 'løgn'.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Knud Romer, der med et glimt i øjet skriver følgende i en mail:

'Så er det aldrig sket. Det er jo nytår, og vi er de bedste venner.'