Alt aflyst: - Jeg er så ulykkelig

Jakob Fauerby, der vandt 'Vild med dans' med Silas Holst, er både bange og trist

Jakob Fauerby fik sit folkelige gennembrud efter Vild med dans-sejren sammen med Silas Holst. Men i mange år har han været efterspurgt i teater- og tv-branchen. Foto: Mogens Flindt
Jakob Fauerby fik sit folkelige gennembrud efter Vild med dans-sejren sammen med Silas Holst. Men i mange år har han været efterspurgt i teater- og tv-branchen. Foto: Mogens Flindt

'Jeg er så ulykkelig lige nu.
Det er ikke nogens skyld, og det er ikke mere synd for os, end det er for andre, men mit fag, mine kollegaers liv og virke, de huse jeg elsker og ånder for, er lagt i grus.
I dag er alle mine scenejobs blevet aflyst.
Jeg skal ikke stå på scene mere i år og jeg skal ikke sidde på stolerækkerne i mørket og frydes.'

Som det ser ud nu har Jakob Fauerby ikke mere at lave i 2020. Foto: Linda Johansen
Som det ser ud nu har Jakob Fauerby ikke mere at lave i 2020. Foto: Linda Johansen
 

Sådan skriver Jakob Fauerby i et opslag på Facebook, da det her op til bededagsferien stod klart, at det sidste af hans planlagte job i 2020 var lagt ned. Og den populære Platt-Form-skuespiller lægger ikke skjul på, at han både er bange og trist i forhold til de udsigter, der tegner sig.

Økonomisk døde
- Især mit teaterhjerte bløder, for som det ser ud nu, er det ikke bare en anden tilværelse, men også en anden branche, vi vil møde på den anden side af coronaen. Vi må spørge os selv: Hvad er der efter alt det her? Kan teatre og produktionsselskaber overleve? Hvis der kun må sidde 50 mennesker i en teatersal, er der ingen grund til at åbne, for så er teatret økonomisk dødt. Og mht. til de mange produktionsselskaber, som har måtte indstille optagelser midt i det hele - bliver de nogensinde færdige eller dør deres film og tv-serier, så de ender med pludselig at stå med en gæld på 50 mio. kr. til Netflix eller en af de andre? Det er faktisk forfærdeligt for en branche som vores, der lever af, at folk mødes om oplevelser, at vi stadig har så mange ubekendte.

Alt har 8interesse. Sådan beskriver Jakob Fauerby sin nuværende job-situation. Foto: Linda Johansen
Alt har 8interesse. Sådan beskriver Jakob Fauerby sin nuværende job-situation. Foto: Linda Johansen
 

Oversete
Fauerby fastslår, at det ikke er mere synd for kunstnere end for alle andre.

- Men det er OGSÅ synd for os, og jeg synes, at vi bliver overset. Vores regering har gjort et forrygende arbejde her under krisen, men nu mangler vi, at de også anerkender kunstnerne.

For 42-årige Fauerby, der blev far sidste sommer, ligger det fast, at han er villig til at sige 'ja' til næsten alt: reklamer, undervisning - alt.

- Jeg har heldigvis haft arbejde non-stop de seneste ti år, så jeg har lidt på kistebunden - og heldigvis har jeg en mand på en lang kontrakt i tv-branchen, så vi går ikke fallit i morgen. Men der er naturligvis en grænse for, hvor længe tingene kan fortsætte, så jeg håber virkelig, at der sker noget på job-fronten - eller sagt på en anden måde: jeg kan slet ikke overskue, hvis der ikke sker noget.

Jakob Fauerby har lige som sin ven Silas Holst haft god tid til at hygge med familien i de seneste otte-ni uger. Foto: Linda Johansen
Jakob Fauerby har lige som sin ven Silas Holst haft god tid til at hygge med familien i de seneste otte-ni uger. Foto: Linda Johansen
 

En ting er der dog grund til at glæde sig over: Jakob Fauerby skulle have haft et meget travlt år, og i stedet har han fået lov til at være ubegrænset sammen med familien.

- Umiddelbart efter nedlukningen tog vi til Fanø, og her har vi så boet i fem uger, hvor vi alle har kunnet nyde hinanden. Så mens alt andet er noget skidt, er det da positivt for familieskabet.