Alt er ramlet for Fede Finn: - Et helvedes-år!

2020 har i den grad været et annus horribilis for Lennart Johannessen - også kendt som Fede Finn

2020 har bare ikke været Lennart Johannessens år. Foto: Sammenkopiering Local Eyes/Michael Stub
2020 har bare ikke været Lennart Johannessens år. Foto: Sammenkopiering Local Eyes/Michael Stub

Det skulle have været deres år, men 2020 kvitterede i stedet med en enkeltbillet til et togt med kurs direkte ned i afgrunden.

- Det har været et helvedes-år! Intet mindre kan gøre det. Et regulært lorteår, lyder det opgivende fra Lennart Johannessen fra dansktop-orkestret Fede Finn & Funny Boyz.

- Først udgav vi farvelalbummet 'Aufwienerschnitzel' - lige som corona-krisen ramte midt i marts. Det skulle have været vores afsked med det fysiske medie cd'en. Men da alt lukkede ned, var der ingen der købte albummet. Vi kunne ikke få den ud over rampen.

- Derefter blev 40 af vores koncerter aflyst grundet covid-19. Vi kunne bare se vores spillejob fise lige lukt op i luften, konstaterer Lennart Johannesen til Ekstra Bladet.

2020 havde dog flere ubehagelige oplevelser i ærmet for de aldrende musikere.

- For nylig brændte vores lager i Vipperød. Der var også 2500 af de nye cd'er på lageret - alt gik op i flammerne. Vi fik stort set ingenting af forsikringen - kun småpenge, lyder den deprimerende fortælling, der dog toppede i dag, mandag, da Restaurant Strandlyst i Odsherred brændte ned til grunden.

Se også: Store flammer: Restaurant brændt ned til grunden

- Vi ejede Strandlyst i 22 år - indtil 2005. Selv om den var solgt - så var det vores sted. Det var starten på 'Fede Finn'. Det var vores ungdom. Alle vores minder er brændt.

- Jeg kørte derud i formiddags. Der var intet tilbage. En forfærdelig følelse, at alle de minder om sjove timer er væk, forklarer Lennart Johannessen, der ikke umiddelbart kan se, at det lysner i horisonten.

- I september havde vi 22 spillejobs. Der er kun fem, der bliver gennemført. Og der kommer formentlig ingen festivaler næste år. Det gør ondt det her. Vi får ingen hjælpepakker.  Vi er gamle mænd og har kun vores pension, sukker Lennart Johannessen, der på trods af den megen modgang ikke ønsker ynk:

- Man skal ikke have ondt af os. På trods af alt skal vi jo nok overleve. Vi har været i gamet i 55 år og skal nok klare os. Men 2020 har virkelig været et forfærdeligt år, konstaterer han, og det er nok en sang, som mange kan synge med på.